Hjørring Kommune har som tidligere omtalt et bud på, hvordan vi lokalt bidrager til at opfylde Prisaftalens mål om at reducere CO2 udledningerne med 70 procent inden 2030.
Det er en klimahandlingsplan, som kaldes Den store klimarejse. Planen handler om, hvordan vi som borgere, virksomheder og kommune sammen kan bidrage til at løse nogle af klimaudfordringerne, og hvordan vi sammen kan udvikle det gode klimaliv. Det handler altså kort og godt om at udvikle et bæredygtigt lokalsamfund.

I den forbindelse var der i fredags forårspremiere på Klimavognen. Den er ifølge planen en base for dialog, idet den tages med ud til forskellige lokale arrangementer, men chaufførerne vil også gerne ud til arrangementer i foreninger. Fredag var den således trillet til Hirtshals for at deltage i årets møde for feriehusejere ved Nordsøen Oceanarium, som var arrangeret af VisitNordvestkysten og Hjørring Kommune.

Et af indslagene var af journalist Signe Wenneberg, med speciale i miljø og klima, som gav inspiration til indretning af feriehuse. Signe slog også lige et smut forbi Klimavognen og prøvede Hvor grøn er du? Den test så ikke overraskende ret grønt ud.


