Medlemmerne af Venstre genvalgte mandag aften Søren Smalbro som Venstres borgmesterkandidat i Hjørring til kommunalvalget i 2025. Det skete på Hundelev Friskole, hvor ca. 60 fremmødte medlemmer først hørte om, hvordan friskolen drives i hverdagen med stærke frivillige kræfter, fortalt af en engageret skoleleder, Karina Sejerskilde.
Derefter blev der afholdt opstillingsmøde, hvor Søren Smalbro, der var den eneste kandidat, tog udgangspunkt i den tale, som han holdt for medlemmerne inden kommunalvalget i 2021. Han fortalte om de ting, som han dengang ønskede gennemført og sammenlignede med dem, der er gennemført i hans nuværende borgmesterperiode. Meget kan vinges af som gennemført, hvilket medlemmerne kvitterede for med klapsalver.

– Jeg er utrolig stolt over den tillid, som medlemmerne af Venstre i Hjørring Kommune har givet mig, sagde Søren Smalbro og fortsatte. Jeg oplever at være borgmester i en kommune, som på rigtig mange områder er i fremgang, og det er jeg rigtig glad for. Vi har et byråd, som samarbejder godt i hverdagen, og Hjørring Kommune er i en gunstig udvikling. Det kan vi være stolte af, sluttede Søren Smalbro.

Efter valget var der indlæg ved regionsrådsformand Mads Duedahl, som fortalte om nogle af de tanker, der er i bogen ”Må jeg være fri”, som han og fire andre Venstre-folk – bl.a. den nordjyske minister Marie Bjerre – har skrevet. Mads Duedahl fortalte også om arbejdet i regionsrådet. Efter indlægget var der debat mellem de fremmødte medlemmer og politikerne.


