Af Mogens Pahl Christensen
Bestyrelsesformand
Hjørring Varmeforsyning
På repræsentantskabsmødet i maj 2024 blev regnskabet godkendt. Resultatet er et overskud på ca. 2,4 mio. kr. Da Hjørring Varmeforsyning ejes af forbrugerne, er der ingen fremmed kapitalejer, der skal have afkast, og overskuddet kommer derfor fuldt ud forbrugerne til gode via indregning i fremtidige varmepriser.
Varmeselskaber er ”hvile i sig selv” selskaber, og det betyder, man ikke må samle egenkapital sammen, men alt overskud og underskud skal reguleres over den kommende varmeregning. Da varmeprisen for 2023 blev fastsat i november 2022, blev der indregnet et forventet overskud fra 2022 i prisen, som forbrugerne derfor allerede er i gang med at få tilbagebetalt.
Vores egenproduktion af fjernvarme på biomasseanlægget har slået rekord, hvilket skyldes en mindre nedgang i mængden af affaldsvarme og mere end en halvering af den mængde varme, vi har fået leveret fra biogasanlæggene. Vi har hidtil fået biogasvarme fra LBT-Agro og Grøngas, Hjørring, men for flere år siden har LBT-Agro stort set helt indstillet leverancen af biogasvarme.
Grøngas Hjørring har ikke leveret varme til os i fyringssæsonen 2023/24.
I indeværende år 2024 forventes affaldsvarmemængden igen at være på sit normale høje niveau, men leverancen af varme fra biogasanlæggene er uændret på et lavt niveau. Selvom 2023 var et koldt år, har vi igen kun produceret ca. 0,1 promille af varmeproduktions-behovet på naturgas.
Konvertering af naturgasområder
Vi har med et godt resultat afsluttet konvertering af naturgasområdet Høngaards Ager og er nu startet på konvertering af et stort naturgasområde i Østbyen. Et stort erhvervsområde som vil forøge det årlige varmesalg svarende til årsforbruget i ca. 1.600 parcelhuse.
Udover at etablere fjernvarmeforsyning i området i de kommende to år 2024 – 2025 etableres en ny stor distributionsledning fra Mandøvej til Vandværksvej. Den sikrer, at vi i mange år frem også har kapacitet til at levere fjernvarme til Hjørring Syd, hvor der allerede har været en større udbygning med nye boliger.
Dertil kommer, at distributionsledningen også er med til at aflaste vores eksisterende transmissionsledning fra Mandøvej, som sikrer forsyningen i hele byen. Man kan sige, at vi får levetidsforlænget transmissionsledningen på den måde, at den i en længere årrække end hidtil har kapacitet til at forsyne Hjørring By med fjernvarme.
Fremtidens varmeforsyning i Hjørring
Vi er allerede godt i gang med at få afklaret, hvordan vi på længere sigt skal tilrettelægge vores varmeproduktion, så vi også i fremtiden kan sikre forbrugerne en grøn varmeforsyning med stabile lave varmepriser. Politisk er det besluttet, at varmeforsyningerne bl.a. skal elektrificeres med henblik på over tid at få udfaset afbrænding af biomasse.
En mindre del af denne omstilling er allerede i gang med en elkedel på 60 MW og en spildevandsvarmepumpe på ca. 6 MW. Elkedlen idriftsættes primo 2025 og varmepumpen medio 2026.
I de seneste 25 år har prisen for at varme et hus op i Hjørring ligget stabilt på 10.000 – 12.000 kr. inkl. moms. I indeværende år ligger prisen på ca. 11.000 kr. inkl. moms, og vi er således blandt de 6 % billigste fjernvarmeselskaber i Danmark. Vi prioriterer stabilitet i prisen, og det sikres bl.a. ved at have flere strenge at spille på, når vi skal producere fjernvarme – så vi til enhver tid kan vælge den produktionsform, der giver den billigste varme til forbrugerne.
Den overordnede målsætning med at få endnu flere produktionsmuligheder ind i vores varmeforsyning vil vi fastholde. Vi skal fortsat have en stor egenproduktion af fjernvarme, som kan suppleres med levering af f.eks. overskudsvarme fra eksterne leverandører. Når eksterne leverandører eksempelvis omlægger deres produktion, kan det få den konsekvens, at der sker en reduktion i mængden af overskudsvarme.
For år tilbage fik vi årligt leveret ca. 30.000 MWh biogasvarme fra eksterne leverandører, som nu er reduceret til kun ca. 5.000 MWh bl.a. på grund af, at de eksterne leverandører har omlagt deres produktion. Den manglende levering af biogasvarme har vi produceret på vores egne højeffektive produktionsanlæg uden, at det har givet forbrugerne dyrere varme. Havde vi ikke selv haft effektive produktionsanlæg, kunne det have medført dyrere varme for forbrugerne hos Hjørring Varmeforsyning.
I øjeblikket pågår forhandlinger med Nordværk om levering af affaldsvarme fra og med 2027, idet den gældende leveringsaftale udløber ultimo 2026. I 2020 besluttede politikerne, at der frem mod 2030 skulle ske en 30 % reduktion af affaldsmængden til forbrænding, og at der løbende fra og med 2025 også skulle ske lukning af forbrændingsanlæg.
Nu har myndighederne i form af Klima, Energi- og Forsyningsministeriet for ganske nylig meldt ud, at forbrændingskapaciteten ikke kan reduceres som forudsat, når vi her i Danmark selv skal kunne brænde vores eget affald. Det er konsekvensen af, at Miljøstyrelsen for nylig har opdateret fremskrivningen af de danske affaldsmængder til forbrænding. Her er der taget højde for en noget større fossil affaldsmængde til forbrænding, men også at haveaffald og farligt affald i større omfang end forudsat bliver forbrændt på forbrændingsanlæggene.
Faktisk ser det sådan ud med den nyeste prognose fra myndighederne, at der først i 2032 bliver lukket forbrændingsanlæg, og fra det tidspunkt bliver der meget overraskende også behov for at eksportere brændbart affald fra Danmark.
Det tegner derfor en noget lysere fremtid for affaldsforbrænding i Hjørring efter 2026 og i en årrække frem. Vi har igennem en meget lang årrække haft et rigtig godt samarbejde med forbrændingsanlægget i Hjørring, som gennem alle årene har været en meget stabil leverandør af affaldsvarme til en konkurrencedygtig pris. De senere år har affaldsvarmen dækket lidt mere end halvdelen af vores varmeproduktionsbehov og har været medvirkende til, at vi har kunnet fastholde stabilitet i forbrugernes varmepris.
Alle landets ca. 400 fjernvarmeselskaber kigger ind i en elektrificering af fjernvarmeproduktionen med en løbende udfasning af biomasse som brændsel. Overskudsvarme bliver også fremover et supplement til vores fjernvarmeforsyning.
Derfor kan repræsentantskabet også forvente om ikke så længe at blive præsenteret for en udviklingsplan, som for alvor vil tage fat på elektrificeringen. Et af elementerne i planen er et meget stort solvarmeanlæg i kombination med et 400.000 – 600.000 m3 stort damvarmelager.
Der er allerede foretaget omfattende tekniske undersøgelser af bl.a. undergrunden, som viser, at den bedste placering af damvarmlageret er i den østlige del af Hjørring By, hvor vi har vores produktionsanlæg. Her vil vi kunne lagre solvarmen og overskudsvarme fra potentielle eksterne leverandører til den kolde del af året, hvor der er brug for den i vores fjernvarmeproduktion til, at vi kan udfase biomassen.