Pinselørdag var der inviteret til stort indleveringsgilde med brugbare genbrugsting til den nye 1400 kvadratmeter store genbrugsbutik på Sct. Olai Plads i Hjørring.
Allerede nu, få uger inden den officielle åbning i næste måned, er der kommet mange gode ting på hylderne, men der er fortsat plads til meget mere. Heldigvis var der flere, der havde taget imod opfordringen og kom med spændende ting til hylderne.
Der var også mange, der kom for at se nærmere på den nye butik med de store udvalg i alt fra nips til store møbler. Selvom butikken i lørdags kun havde “foråbent”, var der alligevel en livlig handel, noget som den forretningsansvarlige og udviklingskoordinator Finn Mester-Christensen ikke lige var forberedt på, men pengekassen (MobilePay) blev hurtigt gjort klar til handel.
Noget andet Finn Mester ikke var forberedt på var, at pludselig dukkede borgmester Søren Steen Smalbro og fru Mette op. De havde læst om den nye genbrugsbutik og havde lyst til at se nærmere på denne glædelige begivenhed med en ny butik i den fjerne ende af Strømgade.
Genbrugsbutikken søger fortsat efter effekter til de mange endnu tomme hylder. Alt har interesse, også møbler er velkommen. Herudover søges der efter frivillige, der har lyst til at engagere sig i en ny og spændende butik, der arbejder på et folkekirkeligt grundlag. De indsamlede midler bruges til at støtte uddannelsen af unge i Afrika.
Nærmere oplysninger vedrørende indlevering af effekter og det frivillige arbejde kan fås ved henvendelse til Finn Mester-Christensen på telefon 52 82 19 10.