Tidligere er det blevet meldt ud, at Naturmødet ikke skulle blive meget større i Hirtshals. Ikke desto mindre har den store event tydeligvis fortsat vokseværk.
Det med væksten gælder i første omgang antallet af stadetelte og debatter rundt omkring i havnebyen, hvor der blandt andet kommer flere stande ned ad Havnegade. Helt præcist bliver der denne gang imponerende 600 debatter og 80 stande.
Desuden er basen for de frivillige, som tidligere kortfattet nævnt, nu rykket fra den store sal på Hotel Hirtshals ned i Strandhuset ved Vestkajen. Fra Strandsalen i stueetagen skal konsulent Bolette Falbe-Hansen have hånd i hanke med de utallige frivillige, der lægger et kæmpe stykke arbejde ved Naturmødet. På 1. sal bliver der blandt andet en presseloge, som skal servicere medierne. Den udvikling glæder de sig over hos blandt andre Strandkiosken, der i forvejen har haft en forrygende pinse overfor Husmoderstranden.
Udenfor bliver der i år arrangeret street food med masser af muligheder for at få stillet sulten, hvorved arrangørerne forsøger at trække flere folk over mod Vestmolevej for derved at skabe sammenhæng op til scenen Roots og de mange stande på parkeringspladsen ved Skippergade.
Thunderdome bliver endelig også fornyet i år, idet teltet som bekendt er en nyanskaffelse til erstatning for Bølgen, der blev sønderflået af en storm sidste år efter Musik Under Trappen. Her bliver tilskuerpladserne ikke længere bygget op at paller, men omkring en helt ny scene.
Arbejdet med at forberede og stille op gik i lighed med tidligere år i gang godt og vel en uges tid før, at startskuddet på torsdag lyder til Naturmødet 2024.
Man kan læse meget mere og finde hele programmet her hos Naturmødet.
Link til en af mange relaterede artikler
NATURMØDET: Statsministeren holder igen åbningstalen i Thunderdome