Vejret viste sig heldigvis fra sin allerbedste side 2. Pinsedag, hvor Sindal og Astrup Menighedsråd inviterede til pinsegudstjeneste i den smukke Præstegårdshave ved Sindal Præstegård, hvor de nyudsprungne træer og buske strålede om kap med solen.
Omkring 70 kom med klapstole og campingbord og satte sig til rette i haven, hvor alterbordet var dækket.
Sindal Brass Band spillede både præ- og postludium, og til fuglekvidder fra havens fugle akkompagnerede de salmerne, som var i det omdelte program.
I år var det praktikant Sten Houmøller, der varetog gudstjenesten som den sidste del af praktikperioden ved Sindal og Astrup Sogne.
Efter gudstjenesten spillede Sindal Brass Band endnu nogle numre, inden der blev budt på et stort “tag-selv-kagebord”, der blev nydt til den medbragte kaffe.