Udvikling er nøgleordet for Karen Kirketerp og Morten Glenthøj, der netop har solgt aktiemajoriteten i Sindal Biogas. Med salget sikrer de, at Sindal Biogas fortsat kan udvides og udvikles, og det samme gælder deres landbrugsvirksomhed K/Agro.
– Vi kommer ikke til at læne os tilbage. Tværtimod. Vi skal modernisere og udvikle landbruget. Vi skal investere i lokal vedvarende energi, og jeg skal fortsat være aktiv i Sindal Biogas. Jeg skal også hjælpe den nye hovedaktionær Copenhagen Infrastructure Partners med deres biogasinvesteringer, forklarer Morten Glenthøj.
Flere goder end gener fra Sindal Biogas
Historien om Sindal Biogas startede i 2017 med et anlæg, der producerede gas af gylle og strøelse fra lokale landbrug. Det tog hurtigt fart, og Sindal Biogas gennemførte udvidelse på udvidelse og er nu et af landsdelens største. Ambitionen er at blive et af Danmarks største.
Biogas er en stor gevinst for klimaet. I stedet for at CO2 fra gylle og strøelse svæver op i atmosfæren, bliver det kørt i tankbiler til Ugiltvej og bliver omdannet til gas igennem en kontrolleret proces.
– Men vi ved godt, det kan lugte, hvis vi laver fejl, og der er meget trafik. Derfor har vi fra starten gjort meget ud af at være i god dialog med anlæggets naboer og med hele lokalsamfundet. Det er vigtigt for os, at der kommer flere goder end gener fra Sindal Biogas. Samtidig er mange ansatte fra lokalområdet. De skal også have en stolthed i deres arbejdsplads når de står i den lokale hal med deres familier, lige som vi har det, siger Morten Glenthøj.
Virksomheden sponsorerer store og små aktiviteter i Sindal, og lægger især vægt på dem, der kan være med til at udvikle byen. Sindal Biogas byder alle interesserede indenfor til den årlige høstfest og til rundvisninger for skoleklasser, foreninger og andre interesserede.
Flere arbejdspladser i Sindal
Landbrug, biogas og vedvarende energi har det til fælles, at det er knyttet til stedet.
Arbejdspladserne kan ikke flyttes til udlandet, og det er vigtigt for Karen Kirketerp og Morten Glenthøj at være med til at skabe job i Sindal og Vendsyssel.
I dag er der 60 ansatte i K/Agro og Sindal Biogas, og ægteparret går efter at øge antallet år efter år.
Sindal kan blive CO2 negativ
Samarbejdet med lokalsamfundet går også på udnyttelse af energi fra Sindal Biogas. Et fælles projekt med Sindal Varmeforsyning skal være med til at gøre varmen i Sindal billigere, og i fremtiden er der store muligheder for billig, grøn energi til lokale virksomheder.
– Vi er ikke færdige med at drømme og med at udvikle. Det er netop det, CIP har købt ind på. Der er masser af muligheder i at arbejde sammen om at producere og udnytte energien bedst muligt. Vi kan blive selvforsynende med energi i Sindal – og vi kan sælge energi til andre. Og så bliver Sindal CO2 neutral og snart derefter CO2 negativ. Det er slet ikke urealistisk, mener Morten Glenthøj.
Investerer CIP mon med henblik på senere at sælge videre til udenlandsk kapitalfond?
Hvordan kan man tale om udvidelse på udvidelse, skal der ikke søges om det? Eller har kommunen på forhånd udstedt en “blanko-check” til kommende udvidelser?
Får “festtalen” mon en anden lyd, hvis tilskudene til produktionen af grøn energi (bort)falder?
Hvem skal så rydde op efter “festen”- og betale regningen? Skatteyderne?
Er det så “grønt”, som vi bliver fortalt? Hvorfor indgår transport til og fra anlægget fx ikke i det samlede regnskab?
Er det i orden at bruge landbrugsjord til at dyrke til biogasanlægget og ikke til foder til husdyr (og mennesker)?
Er kritisk journalistik ikke nået til Vendsyssel? Amen og god dag😊