Samtlige partier på nær Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti var repræsenteret til årets store debat på Naturmødets hovedscene.
Debatten blev slået i gang af moderator Tine Gøtzche med de to store hovedtemaer: landbrugets rolle i genopretningen af den danske natur og hvor stor en del af Danmarks areal, der skal udlægges som strengt beskyttet natur til gavn for biodiversiteten.
Og selvom der var bred enighed om nødvendigheden af hurtig politisk handling, så var der naturligt nok uenighed om midlerne. Mens regeringen venter på resultaterne af den grønne trepart, så stillede Mona Juul (C) sig skeptisk i forhold til at deponere ansvaret hos organisationer udenfor Christiansborg:
– Jeg synes det er ærgerligt, at man ikke udelukkende bruger organisationerne til at rådgive og komme med gode idéer. Det er lidt som om, at man klipper det politiske i stykker. Jeg synes det er en politisk beslutning, hvordan man skal strikke lovgivningen sammen.
Også årtiers nølen, når det kommer til implementeringen af de politiske aftaler på natur- og miljøområdet, var årsag til tydelig frustration hos flere af paneldeltagerne.
– Det er jo ikke fordi vi ikke laver politiske aftaler og at aftalerne ikke er gode. Problemet er opfølgningen på de politiske aftaler er alt for langsom og alt for halvhjertet, lød det fra Liberal Alliances Alex Vanopslagh.
Alternativets Torsten Gejl (Å) erklærede sig klar til på stedet at bruge de 11 mia. i ekstra råderum, som regeringen netop har præsenteret, på at sætte turbo på udtagningen af lavbundsjorde.
Det havde Lars Løkke Rasmussen (M) et meget kontant svar på:
– Vi har lige stået og brugt de 11 mia. nede på folkemødet i Skive. Det var så til sundhed og uddannelse, lød det lettere sarkastisk fra Moderaternes formand.
Tine Gøtszche afkrævede afslutningsvist miljøministeren svar på, om vi til næste års Naturmøde står med en biodiversitetslov. Hertil svarede Magnus Heunicke i bedste politikerstil, at det kommer an på de kommende politiske forhandlinger.
Sikkert er det i hvert fald, at politikerne fra Christiansborg kommer til at forholde sig til spørgsmålet igen til næste års Naturmøde.
De deltog i debatten:
- Magnus Heunicke (S)
- Troels Lund Poulsen (V)
- Pia Olsen Dyhr (SF)
- Lars Løkke Rasmussen (M)
- Alex Vanopslagh (LA)
- Mona Juul (K)
- Pelle Dragsted (EL)
- Martin Lidegaard (RV)
- Torsten Gejl (ALT)