Hvis man i disse dage møder en spinkel mand med begge arme over hovedet nynnende den velkendte Tørfisk-sang: ””Jeg kan ikke få armene ned”, ja, så kan det meget vel være chefen for det netop afholdte Naturmøde i Hirtshals, Leif Lund Jakobsen.
På fredagens morgenmøde i Hirtshals Handel og Erhverv kunne Leif Lund Jakobsen evaluere på årets Naturmøde med kæmpestor glæde og stolthed. Naturmødet har slået alle rekorder og tilbagemeldingerne fra de mange besøgende scorer flot 4,5 på en skala til 5. Og vigtigst af alt er måske de mange tilkendegivelser om, at rigtig mange gæster giver udtryk for, at de ønsker at genbesøge Hirtshals på et senere tidspunkt.
Til årets Naturmøde var der lavet flere ændringer, bl.a. flytning af frivilligcentret og salg af street food. Frivilligcentrets flytning havde givet en større aktivitet på havneområdet til glæde for de opstillede stande. Beslutningen om salg af street food på årets Naturmøde kunne medføre konkurrence til de lokale restauranter. Restauratørerne kunne dog på morgenmødet melde om en fantastisk omsætning alle dagene.
Et enkelt hår i suppen var dog, at enkelte af udstillerne havde begyndt nedpakningen inden arrangementets afslutning lørdag eftermiddag. Det er ikke tilfredsstillende for lørdagens mange gæster.
De handlende udtrykte stor tilfredshed med årets Naturmøde, om end en interessant aktivitet eller to i Nørregade givetvis vil kunne trække endnu flere kunder op i byens handelsgade. Flere af morgenmødets deltagere bidrog med konstruktive input, som chefen for Naturmødet lovede at tænke ind i næste års Naturmøde.
Mediedækningen af årets Naturmøde har været stor. De landsdækkende medier har steppet op og bragt en række reportager fra de tre dage. Også de lokale medier fik et stort skulderklap fra Leif Lund Jakobsen for den massive dækning. Ikke mindst den lokale netavis.
NordsøPosten bukker og takker for de rosende ord!