Den sidste dag i maj måned 2024 blev også den sidste arbejdsdag for varehuschef hos A-Z Hjørring, Jørgen Haldrup Pedersen.
Han er chef i varehuset, uden at være der, juni måned ud og holder nu ferie indtil pensionisttilværelsen er en realitet.
Tårs Slagtehus stod på sidste dagen for helstegt pattegris med hele svineriet i kantinen til medarbejderne. NordsøPosten kiggede også forbi for at sige pøj pøj og forevige den sidste arbejdsdag med et par billeder.
45 år i Salling Groups tjeneste, heraf godt 24 år som chef for landets nu eneste A-Z varehus, blev det til.
– Nu må det være nok, som Jørgen Haldrup Petersen udtrykte det.
Han kan vel også godt tillade sig det, for han afleverer et på mange måder moderne varehus, hvor medarbejderne er glade for at være. Rigtig mange har i hvert fald været der i rigtig mange år, og det må vel sige et eller andet om chefen…
Han ville så gerne have nået at se en tydeligere udsigt til, at Salling Group får lov at åbne et Bilka i Hjørring. Det arbejde må andre nu gøre færdig.
NordsøPosten ønsker held og lykke med det nye liv.