Norlys ejer nu 100 procent af energiforretningen Norlys Energi. Det sker for at kunne samle hele Norlys’ slutkundeforretning i selskabet Norlys A/S, som koncernen netop har meldt ud, hvilket harmonerer med Nord Energis ønske om at fokusere på kerneopgaven som infrastrukturejer.
Norlys har købt Nord Energis aktieandel på 13,5 procent i datterselskabet Norlys Energi.
Det betyder, at Norlys nu ejer 100 procent af selskabet, ligesom man er eneejer af Norlys Digital og Telia Danmark. Dermed er selskabsstrukturen klar til den fulde integration af slutkundeforretningen i Norlys A/S på tværs af energi- og teleprodukter.
– Vi har været glade for samarbejdet med Nord Energi, men for at vi kan smelte alle vores kundevendte forretningsenheder sammen, er det afgørende med det fulde ejerskab, siger Claus Flyger Pejstrup, der er administrerende direktør i Norlys A/S.
![Norlys køber Nord Energis andel af Norlys Energi 2 Per Hylle direktoer Nord energi foto palle w](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/06/Per-Hylle-direktoer-Nord-energi-foto-palle-w-nielsen_679x490.jpg)
For Nord Energi handler aftalen om at fortsætte fokuseringen af forretningen.
– Vi har haft et godt og tæt samarbejde med Norlys, men nu ønsker vi at fokusere på vores kerneforretning; at levere infrastruktur til vores andelshavere i størstedelen af Vendsyssel, og det giver denne aftale os mulighed for, siger Per Hylle, der er administrerende direktør i Nord Energi med hovedkvarter i Hjørring.
Ændringerne i ejerforholdene betyder samtidig, at Bjarne Lyngø udtræder af bestyrelsen i Norlys Energi.
De ændrede ejerforhold har ingen betydning for Norlys’ energikunder, som fortsætter med deres nuværende produkter og priser.
Norlys om Norlys
Norlys er Danmarks største integrerede energi- og telekoncern. Vi er ejet af flere end 800.000 andelshavere og leverer energi, ladestandere, tv, internet og mobiltelefoni til danskerne.
Vi ejer landets største elnet, landets største fibernet og via vores ejerskab af Telia Danmark halvdelen af landets største mobilnet. Derudover ejer vi aktiemajoriteten i Norlys Energy Trading og den grønne, cirkulære industripark Greenlab, samt halvdelen af Eurowind Energy, der er en førende udvikler af solcelle- og vindmølleparker.
Vores 4.600 medarbejdere i Silkeborg, Aarhus, Aalborg, Esbjerg og København kæmper for et grønt og digitalt Danmark.
Nord Energi om Nord Energi
Nord Energi er et andelsejet infrastrukturselskab, ejet af lokale forbrugere og virksomheder i store dele af Vendsyssel. Vi sikrer adgang til et stabilt og driftssikkert elnet samt pålidelige digitale signaler gennem vores fibernet. I vores moderne liv er begge dele helt essentielle for en velfungerende dagligdag.
Nord Energi ser ind i en fremtid, der byder på mere grøn omstilling, innovation og bæredygtighed. Vores ledelse og 150 dedikerede medarbejdere bestræber sig derfor dagligt på at skabe vækst og bæredygtig udvikling, til gavn for både vores mere end 100.000 ejere og Vendsyssel, hvor vi bor. Deraf vores vision – Dit, mit og vores Nord Energi, infrastruktur til lokal vækst, udvikling og grøn omstilling.