Allerede inden Hjørring Byråd i 2020 endegyldigt vedtog at nedlægge plejehjemmet Havbakken i Tornby, satte en gruppe af byens borgere gang i tankerne om at etablere et friplejehjem. Der blev nedsat en støttegruppe, som med hjælp fra Diakonissestiftelsen og arkitektfirmaet ATRA fik udarbejdet nogle realistiske planer for friplejehjemmet.
I starten af processen mødte planerne dog stor politisk modstand fra det siddende byråd. Derfor kastede støttegruppen sig ind i valgkampen forud for kommunalvalget i 2021 for at bidrage til, at der blev valgt et byråd med en positiv holdning til friplejehjemmet. Planen lykkedes, og efterfølgende har det videre arbejde med friplejehjemmet mødt stor velvilje hos både Byråd og Forvaltning.

Selv om vejen således blev lang og til tider strid, stod de gæve borgere imod, og tirsdag eftermiddag kom belønningen for den lange kamp og det vedholdende arbejde igennem mere end 5 år, da borgmester Søren Smalbro tog det første spadestik til Tornby Friplejehjem.
I sin tale til arrangementet, der havde samlet omkring 200 Tornby-folk og andre interesserede, takkede borgmesteren de lokale borgere for deres seje og utrættelige kamp for friplejehjemmet. Sammenholdet i byen er enestående, og viljen og evnen til at få planer gennemført, er meget stor.


Efter talen tog Søren Smalbro dagens første spadestik med netop den spade, der for mange år siden blev brugt til at starte byggeriet af det nu bortskaffede plejehjem, Havbakken.
De efterfølgende 4 spadestik blev taget af friplejehjemmets bestyrelsesformand Peter Skovgaard, Martin Ravn fra HMC samt Erik Jakobsen og Oscar Djuurhuus, der er to af de oprindelige idemænd bag friplejehjemmet.

Tornby Friplejehjem opføres på et areal på Købstedvej, der oprindeligt tilhørte Tornby Kirke, men med stor velvillighed fra Mogens og Thorkild Jensen, Hushøjgård, er der gennemført et mageskifte, hvorved den Selvejende Institution Tornby Friplejehjem har erhvervet byggegrunden.

På grunden er der blevet foretaget flere arkæologiske udgravninger, der har afdækket nogle fund, som vidner om, at der helt tilbage fra bronzealderen har boet mennesker på stedet. Faktisk er der fund, der kan dateres tilbage til år 17 f.kr. For at understrege den historiske tilknytning til stedet, spillede arkitekt Sigurd Jakobsen, ATRA et stykke musik på en lur.

Bestyrelsen har skrevet kontrakt med byggefirmaet HMC Byg og Anlæg fra Løgstør om at gennemføre plejehjemsbyggeriet, der efter planerne skal stå færdigt i juli 2025 med indflytning af de første beboere i august 2025. Friplejehjemmet vil blive byens næststørste arbejdsplads med omkring 30 medarbejdere.
Støtteforeningen for Tornby Friplejehjem har aktuelt 361 medlemmer. Et medlemskab kan erhverves ved henvendelse til støtteforeningens kasserer Niels Anker Jensen på tlf. nr. 40802772.


