Af Tommy Jensen
Hjørring
I dag er det Fars dag. Jeg er lykkelig. Jeg sidder helt alene i mit køkken og nyder morgenstilheden. Lytter til regnens insisterende pisken på ruderne. Næsten som for at vaske dagen ren, inden den rigtigt begynder, så jeg rigtigt kan se og fornemme livets uendelige skønhed, klart og i junivejrets omskiftelige indpakning.
Jeg blev far i 2005. Den ubetinget største dag i mit liv. Havde ingen anelse om, hvad jeg gik ind til. Og dog vidste jeg at det var den største og ultimativt den mest uundgåelige risiko jeg har løbet.
Tabet af min søster havde lavet uoprettelig skade må mig og min tillid til kærlighedens berettigelse i livet. Jeg blev arret for livet.
Sådan følte jeg dengang.
Hvad jeg ikke vidste var at det måtte ske, set i bakspejlet. Jeg har næsten ikke fantasi til at forestille mig anderledes.
I dag har jeg svært ved at forestille mig et liv hvor jeg ikke er Far. Jeg er ikke specielt religiøs, agnostiker måske i et svagt øjeblik. Og det er netop på grund af kærlighedens uforklarlige oprindelse. Alle anerkender den. Ingen kan kvantificere, måle eller på anden måde forklare den. Det elsker jeg. Det giver mig håb om at der findes noget større end os selv i os selv som vi alle ultimativt higer efter i forskellig form, på vidt forskellige måder.
Men det er et faktum at nyfødte som noget af det allermest essentielle har behov for kærlighed og omsorg for mentalt at kunne overleve og stå selv, fysisk og mentalt.
At vi så senere i livet tror, at vi kan undvære dette grundstof i et forsøg på at erklære os uafhængige af livet selv, finder vi så også ud af, er en illusion, vi aldrig burde have købt ind på.
Når dagen er slut, giver det hele kun mening, når vi har nogen at dele vort liv med. Vore oplevelser, glæder og sorger, begejstring og frustrationer.
Når dagen og livet er slut er det eneste der står tilbage de menneskelige relationer, man har indgået i.
Sådan har jeg det i dag.
Fars dag er egentlig en amerikansk opfindelse, som jeg har forstået det. Opfundet i Spokane , Washington for mere end 100 år siden.
Oprindeligt er det en hyldest til fædrenes rolle i familien og samfundet og er opstået i kærlighed og respekt til fædrene i denne verden.
For mig er Fars dag en hyldest til livet selv.
En påmindelse til mig om min egen fantastiske fars betydning for mig og mit liv.
En chance for selv at være en fantastisk far for min søn.
At nyde hver gang han siger “Hej Far”, puffer kærligt til mig og giver mig et kram.
Så mærker jeg dybt inde i mit inderste centrums nulpunkts rod, at det er Fars dag hver eneste dag, resten af dette fantastiske liv.