Grundlovsløbet 2024 i Hjørring havde onsdag godt 1400 deltagere, og viceborgmester Per Møller roste da også arrangementet og arrangørerne, LIUF-Løb.
– Det er en helt fantastisk fælles tradition og godt for folkesundheden, det vi har i Hjørring. For 37. gang blev Grundlovsløbet i Hjørring afholdt, og jeg fik lov at holde åbningstalen, konstaterer han efter løbet, som flere fra familien deltog i.
– Anja og Bertram løb halvmaraton, mens Sofie og jeg nappede 6 kilometer. Bertram vandt på flotteste vis aldersklassen for 12-17 årige i tiden 1:34:33, og det er flot på en meget kuperet rute. Vi andre var lidt mere tilbageholdende.
– Grundlovsdag er en ganske særlig dag med fantastisk opbakning med godt1400 deltagere. Det veludførte frivillige arbejde kan arrangørerne fra LIUF være stolte over.
Grundlovsløbet havde tre ruter nemlig halv marathon på 21,0975 kilometer, 10 kilometer og 6 kilometer – alle med start og mål ved Vendsyssel Teater.
Alle resultater og tider kan ses på Grundlovsløbets hjemmeside.