Solens jeg
Jeg vågner hver morgen
til fuglenes sang
til triller og hanernes gal
med mildhed jeg favner
den signede dag
heroppe fra himmelens sal
jeg smiler til verden
jeg smiler mig glad
jeg smiler fordi jeg er sol
så tænder jeg lyset
for slægtningen min
den vårgule smukke viol
Højt oppe på himlen
hvor jeg hører til
jeg blæser på vejr og på vind
hvis blot jeg får lov
til at passe mig selv
da trives mit lysende sind
heroppe på himlen
jeg føler mig fri
en frihed når frihed er bedst
her trives min sjæl
og jeg selv ikke mindst
på rejsen mod havet i vest
Når dagen den visner
som blade i høst
og luften bli’r kølig og sprød
jeg søger til havs
hvor jeg varmer mig lidt
ved himmelens ulmende glød
med mindet om gryet
og fuglenes sang
med mindet om haner som gol
da slukker jeg lyset
og siger godnat
til dig du min smukke viol
Af digter og forfatter Poul Jansen i marts 2021.