Af Erik Høgh-Sørensen
UFP-Listen i Hjørring Kommune
Der sker reelt ikke ret meget på klimafronten i Hjørring Byråd, selvom politikerne under stor festivitas nu deltager i en ”handletank”. Dette er ingen kritik af diverse deltagende virksomheder, kommunalt ansatte og skoler, men for politikerne gælder, at klimaplanen med det bombastiske navn ”Den Store Klimarejse” mestendels består af floskler og falsk markedsføring; såkaldt ”greenwashing”.
Da byrådet senest gjorde status over ”Den Store Klimarejse”, var det småt med troværdige og relevante CO2-tal.
Værre endnu: Kommunens planlagte solcelleparker er mere blodrøde end grønne, fordi produktionen i Kina præges af slaveri. Derfor stillede UFP-Listen på byrådsmødet 29. maj følgende forslag:
Byrådet henstiller til ansøgere, der ønsker at opstille solceller i Hjørring Kommune, at de oplyser, hvad der gøres for at undgå slaveri og tvangsarbejde i ansøgernes kinesiske leverandørkæder i forbindelse med udvinding og forarbejdning af silicium til brug i solceller.
Reaktionen var tankevækkende. Inden byrådsmødet sagde borgmester Søren Smalbro (V) på HAS-tv, at han skam lige havde fået opstillet kinesisk-producerede solceller derhjemme, og at han da ikke kendte noget til det omtalte tvangsarbejde.
Der må være tale om tilstræbt uvidenhed fra borgmesterens side. Han modtog 28. februar en mail med talrige links til rapporter om, hvordan det kinesiske styre har sat op til to millioner mennesker i koncentrationslejre, og at der derfra leveres slavearbejdere til solcelleindustrien.
Eftersom Kina kontrollerer over 95 procent af verdensmarkedet for silicium til solceller, er slaveriet med til at udkonkurrere danske solcellevirksomheder. De skal levere løn og overenskomstmæssige arbejdsforhold og konkurrere på pris med kinesiske slaver.
Her skulle man jo tro, at partier som Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, men også resten af byrådet, ville være oppe på mærkerne for at bekæmpe (slave)løn-dumping og skaffe mere viden. Men nej. UFP-Listens forslag blev nedstemt 27-2.
Byråds-seancen var mageløs. Videoen kan stadig opleves på kommunens hjemmeside som punkt 15 på byrådsmødet 29.5.
( https://hjoerring.dk/demokrati/byraad/byraads-tv )
Det er virkelig trist at økonomi skal sættes før alt andet herunder, bla. hvorledes arbejdere i lejre bliver behandlet. Og derudover kunne man så ovenikøbet støtte op omkring, at der bliver produceret i DK…uforståeligt.