Et overvældende antal gæster valgte forleden at hjælpe de frivillige hos Røde Kors med at gøre det til en festlig indvielse af den nye butik i Mejerigade 15 i Vrå.
Folk fra Røde Kors i det meste af Nordjylland bakkede op om åbningen i Vrå. Mange havde såmænd også taget turen fra de nærmeste oplandsbyer og Løkken.
Borgmester Søren Smalbro bidrog med en festlig og nærværende tale og klippede snoren over med den saks, som han fik overdraget af butiksleder Kirsten Jepsen.
Ivan Olsen og hans musikelever fra Hjørring Musiske Skole sørgede for åndelig føde til øregangene, inden der blev åbnet for Lises hjemmebagte kransekager og champagne til ganen.
Derefter var der fri leg rundt om i butikken og et rigtig flot førstedagskøb, der trak en lang række af kunder til kassen.
Foto: Røde Kors.