Der har allerede i første halvår været afholdt et overflødighedshorn af store arrangementer, men henover sommeren kommer det for alvor til at brage løs i Hirtshals.
For lokale er det overflødigt at nævne afholdte arrangementer som vinterbadereventen på Husmoderstranden, Artic Marley, fastelavnsfesten i jollehavnen ved Hirtshals Redningsstation, Stenskattejagt, Kunsthåndværkermarked i Den Svenske Sømandskirke, Dragefestival på Den Grønne Plads, XTREM Hirtshals, HH Cup på Hirtshals Stadion og ikke mindst Naturmødet med flere end 36.000 besøgende i Hirtshals. Ikke at forglemme adskillige koncerter udenfor og inde på Hirtshals Kro.
I kølvandet på de overvældende mange begivenheder, der allerede er afholdt med stor succes, satte netavisen forleden turistchef Laila Zielke og handelschef Per Mohr Martensen, der begge også sidder i bestyrelsen for Hirtshals Fiskefestival, stævne i solskinnet udenfor Lilleheden Café og Restaurant ved Den Grønne Plads, hvor der er den smukkeste udsigt over Skagerrak, hvorfra Smyril Line, Fjord Line og Color Lines færger for manges vedkommende flere gange dagligt anløber og afsejler den travle Hirtshals Havn.
Da netavisens udsendte spørger, om der overhovedet nu kan være flere skud i bøssen denne sommer, er det naturligvis vel vidende, at der blandt rigtig meget andet endnu forestår den ugelange Musik Under Trappen, førnævnte Hirtshals Fiskefestival, Veterantræf med fortsat vokseværk, Hirtshals Operafestival og Hook & Cook.
Derefter opremser de to imidlertid tæt som perler på en snor kåringen af Årets Sild på Nordsøen Oceanarium, efterårsudstilling ved Hirtshals Fyr, Hirtshals i Børnehøjde med sjov for hele familien på Den Grønne Plads, Havstrygerløbet, juletræstænding, julemarked i Den Svenske Sømandskirke, Isskulpturfestival og minsandten juleaften på Nordsøen Oceanarium.
De mange events kan kun blive en realitet, fordi vi har så mange lokale ildsjæle med gode idéer og ikke mindst et hav af frivillige, som bruger oceaner af timer og kræfter for, at områdets mange begivenheder overhovedet kan finde sted, forklarer Laila Zielke og Per Martensen.
– Vi har selvfølgelig også igen i år aktivitetsvognen med pjecer og info på plads ud for Hirtshals Kro, hvor turisterne dagen lang kan orientere sig om stort og småt i byen, idet vi har frivillige til at åbne vognen om morgenen og låse den af igen om aftenen, tilføjer Laila Zielke, der fremhæver den som bare et lille eksempel af mange på det gode samarbejde med Hirtshals Handel & Erhverv.
Under vores snak får de to repræsentanter for henholdsvis handelslivet og turismeerhvervet indbyrdes udvekslet en del aktuel information, der er nyttig for dem hver især at have som fælles viden. Turistchefen afslører blandt andet, hvor langt hun og de andre interessenter er i arbejdet med en moderne udgave af Det Sorte Tårn ved Vestmolevej på Hirtshals Havn. Her bliver turistchefen dog lidt hemmelighedsfuld, idet hun kun får antydet, at der venter en rigtig god nyhed. Meget mere om den historie senere.
Man kan orientere sig mere detaljeret om datoer og tidspunkter angående ovennævnte samt rigtig meget andet på den informative hjemmeside for Hirtshals Turisme. Ligesom der er rigtig meget nyttig information om arrangementer, shopping, spisesteder og overnatning hos Hirtshals Handel & Erhverv.