Fødevarestyrelsen har indledt en række stikprøvekontroller, så du trygt kan besøge de mange madboder, food trucks og gadekøkkener på sommerens festivaler og markeder.
Fødevarestyrelsen foretager en række stikprøvekontroller af sommerens mange madboder, food trucks og gadekøkkener for at sikre, at du trygt kan nyde maden fra de mange boder og food trucks. For høje temperaturer ved fødevarer kan betyde, at det i stedet for en nydelse bliver en lidelse af spise et måltid.
På markeder og festivaler kan der som regel både købes mad fra madudbydere, som allerede er registreret hos Fødevarestyrelsen, og fra midlertidige madboder, der ikke skal være registreret hos Fødevarestyrelsen. Begge typer af virksomheder kan få besøg af Fødevarestyrelsen under kampagnen.
– Om sommeren bliver der hvert år opsat et hav af boder og gadekøkkener med street food, og de besøgende skal jo helst ikke gå og frygte for Roskildesyge. Derfor tager vi stikprøvevis på besøg hos festivaler og markeder for at vejlede og kontrollere madboderne, ligesom vi ville gøre hos restauranter, siger Lene Mølsted Jensen, enhedschef i Fødevarestyrelsen.
Hun understreger, at kontrollen selvfølgelig er tilpasset den enkelte virksomhed og at vejledning om relevante fødevareregler er en vigtig del af indsatsen.
Alle virksomheder, der fremstiller eller sælger mad i Danmark, skal overholde en række krav til hygiejne og information til forbrugerne.
En mobil madbod, der kun holder åbent sammenlagt 30 dage om året, hører dog under Fødevarestyrelsens bagatelgrænse, så der for eksempel ikke gælder samme krav til egenkontrolplaner for hygiejne, indretning med videre som for registrerede spisesteder.
– Selvom alle de midlertidige madboder ikke skal være registreret hos os, skal de stadig have styr på, hvor deres fødevarer kommer fra. Og så må de naturligvis ikke sælge mad, der gør mennesker syge, forklarer enhedschef Lene Mølsted Jensen.
Næsten hver femte fik en eller anden bemærkning, da 83 procent af de registrerede virksomheder, som Fødevarestyrelsen besøgte på en tilsvarende kontrol i 2022, fik en glad smiley.
Kontrolbesøgene kører hen over sommeren og varer til udgangen af december, så både madboder på sommerferiens musikfestivaler og på årets julemarkeder kan få besøg af en kontrol.
Om Fødevarestyrelsen
Fødevarestyrelsen tager sig af regler på veterinær- og fødevareområdet og sikrer, at reglerne bliver overholdt via vejledning og via kontrol med fødevarer, foder, landets slagterier og veterinære forhold.


