Torsdag den 27. juni kl. 14.30 bliver Årets Bjesk 2024 præsenteret på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring. I dagens anledning er der smagsprøver på indholdet af de gyldne dråber, og museets naturvejleder, Jakob Kofoed Nielsen, vil præsentere indholdet af bjesken. Årets Bjesk 2024 er brygget af Jakob Kofoed Nielsen og butikschef Merethe Degn Nielsen og består af hvidtjørn og fennikel.
Den fine etiket er designet af Dolgora Havmøller og forestiller en kunstnerisk fortolkning af et fotografi af en af de første danske, kvindelige fotografer, Hjørring-fotografen Kirstine Lund. Udstillingen om hende og de øvrige, kvindelige fotografer kan i øvrigt fortsat ses på museet i Hjørring. Vestergaards Bogtrykkeri har sponsoreret trykningen af den fine etiket.
Samme dag, som Årets Bjesk 2024 lanceres, præsenteres det helt nye magasin – nr. 10 i rækken – med vores lokale bygningskulturarv som emne. Der er masser af læsestof om alt fra oldtidens huse i Vendsyssel, over bygningsrestaureringsuddannelsen på EUC Nord til artikler om Danmarks berømte arkitekt, Hack Kampmann og HØM Typehuset, som med sit selvbyggerkoncept forandrede Danmarks byer i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne.
I magasinet er der også lejlighed til at dykke ned i museets righoldige sommerprogram. Hen over sommeren er der livlig aktivitet i husmandsstedet på museet i Mosbjerg, hvor familier flytter ind og lever som husmandsfamilier anno 1914, man kan besøge museet i Hjørring og hilse på købmændene i købmandsbutikken og se de nye udstillinger, og på Hirtshals Museum er der musik og haveaktiviteter i museets have i juli måned. På Bunkermuseet er der danske og tyske guidede ture hen over sommeren. Alt dette og meget mere kan man læse om i magasinet eller se nærmere på museets hjemmeside.
Magasinet er gratis og kan i den kommende tid hentes på museets afdelinger, på bibliotekerne, kulturinstitutionerne og flere andre steder, ligesom det kan læses på museets hjemmeside.