Denne mandag den 24. juni kl. 9.40 blev to elever årets første stx-studenter. Det var Ingeborg Schlie fra 3. l og Rosa Frandsen fra 3. c.
Ingeborg var oppe i matematik til sin sidste eksamen, mens Rosa kunne sætte huen på hovedet efter at have været oppe i faget dansk.
Efter den sidste eksamen var der store smil hos både studenter og familie og venner, som stod klar til at fejre dem med blomster og bobler. Hele dagen var gymnasiet fyldt med glade og stolte familier, som fejrede de nyudsprungne studenter i det flotte vejr på græsplænen foran gymnasiet.
Traditionen tro var de første studenter med til at hejse skolens flag sammen med rektor Elsebeth Gabel Austin. Stort tillykke til dem begge to og til alle de kommende studenter.
På fredag er der dimission for alle studenter og deres familier i gymnasiets festsal med sange, legatuddeling og rektors dimissionstale, og efterfølgende serveres der kransekage og bobler.
Foto: STX.