Torsdag eftermiddag vrimlede det på Sindal Skole med forældre, bedsteforældre og søskende til børnene fra 1. – 4. klasse i anledning af en storslået kunstudstilling.
Det var små og store kunstværker, som børnene i faget billedkunst havde arbejdet med gennem hele skoleåret. Nu var tiden så kommet til at vise alle de flotte værker frem.
– Eleverne har i løbet af skoleåret arbejdet med forskellige kunstneriske stilarter og stiftet bekendtskab med forskellige kunstnere, blandt andre Picasso, James De Rosso, Asger Jorn, Henry Heerup og Kandinsky. Udstillingerne indeholder eksempler på tegning, maleri, collage, tryk, skulptur, keramik, frottage og perspektivtegning, fortæller de stolte billedkunstlærere Pia Falberg, Ingrid Dahl og Anja Godtliebsen, der også var meget imponeret over den store interesse fra de pårørende.
Eleverne lyste af stolthed, da de viste deres kunstværker til de pårørende. Der blev fortalt om værkerne, og hvordan de var gået til opgaven og skabt deres kunst.
– Billedforståelse og -kommunikation er i dag en integreret del af børnenes liv, for de bombarderes med billedindtryk gennem de sociale medier. Billedkunst er derfor en god anledning til at vise noget af det frem, der arbejdes med i undervisningen og på den måde fremhæve billedkunstfaget i folkeskolen, siger Ingrid Dahl.
Efter udstillingen fik eleverne lov til at tage deres kunstværker med hjem.