Sommeren og ferien er for alvor ved at finde vej, men det betyder ikke, at de på har ligget på den lade side den seneste tid hos Vendsyssel Teater.
I juni måned har salen været fyldt med Hjørring Revyens mange publikummer, og på teatrets gange og i billetsalget er det deres 40-års jubilæumssæson, som har fyldt og fået plads. Derfor er tidspunktet oplagt til at se tilbage på nogle nedslag i sæson 23/24.
Et hus til mere end blot teater
Sæson 23/24 har været en sæson, hvor publikum er kommet tilbage i salene. Med blandt andet Cabaret Caféerne er huset blevet åbnet endnu mere op med henblik på at skabe et kulturhus, der tilbyder mere end blot teater.
I løbet af den kommende sæson vil endnu flere af denne slags tiltag finde sig vej til Musiksalen på teatret og ud i de vendsysselske lokalsamfund. For teaterdirektør Rolf Heim er det helt essentielt at åbne op og række ud – også på tværs af kulturinstitutioner.
Og hvad det mere præcist indebærer, glæder vi os til at indvie jer i.
En første gang for alting
Teatrets sidste år i 30’erne har været præget af flere spændende begivenheder. Blandt andet var sæson 23/24 første gang i mange år, hvor vi producerede en familieforestilling, og første gang vi eksperimenterede med nycirkus.
Måske har du allerede gættet det.
Teatrets egenproduktion Snedronningen blev en forestilling for hele familien og med nycirkus. At gøre brug af nycirkus blev en måde til at illustrere børnenes leg og nysgerrighed over for den voksne disciplin, men også til at forandre og udforske det scenografiske univers på en ny måde.
“At tænke nye kunstarter og discipliner ind i vores teaterproduktioner er helt sikkert en del af vores mindset for fremtidige forestillinger, fordi det giver os mulighed for at lege med nye fortællevinkler, udfordre konventionelle grænser og engagere publikum på helt nye måder,” lød det fra dramaturg Ditte Bladt-Hansen.
Med Snedronningens tematik om overgangen fra barn til voksen fandt vi det oplagt at iscenesætte H.C. Andersens fortælling som en familieforestilling, hvor både børn og voksne kunne drages af fortællingens genkendelige og aktuelle tema – livets rejse.
Cabaret Café
Det blev som allerede nævnt også en sæson, hvor teatret for første gang slog dørene op til Cabaret Caféen i Musiksalen. Det har været et koncept, hvor vi har oplevet en god tilslutning – og den er vi meget glade for! Hver Carbaret Café benytter sig af musikalske elementer med udgangspunkt i et enkelt tema, en kunstner eller en forfatter.
Flere cabaretaftener er heldigvis planlagt til den kommende sæson, og vi kan allerede nu afsløre, at Johs. V. Jensen og Bertolt Brecht kommer under musikalsk behandling. Derudover vil vi udvide vores caféer med blandt andet foredrag.
Derfor glæder teaterfolkene sig til at byde alle velkommen til endnu flere spændende og varierede cabaretaftener i den kommende sæson.
Nye initiativer finder vej til Vendsyssel Teater
Teatrets ansatte kan ikke sige sæson 23/24 uden at lægge særligt mærke til det nye initiativ, Livsmester.
Med støtte fra Spar Nord Fonden har de lanceret projektet Livsmester som integrerer krop og drama i folkeskolens undervisning. Livsmester tilbyder en dynamisk og kreativ tilgang til læring, som engagerer eleverne og fremmer deres trivsel og udvikling.
Teatret samarbejder med fire partnerskoler i Hjørring Kommune. Det er henholdsvis Lundergårdskolen, Højene Skole, Muldbjergskolen og Vrå skole. Projektet har til formål at skabe stærke, kreative læringsmiljøer, der øger bevidstheden om, hvordan dramatiske metoder kan berige klasseværelset.
Derved ønsker de at styrke elevernes læringsoplevelse og selvforståelse. De tror på, at dette kan være med til at forberede dem til fremtiden – en ambition, som vi på Vendsyssel Teater gerne vil have på børnenes vegne.
Dette projekt er en del af teatrets mission om at udvide deres kulturelle indflydelse og gøre en forskel inden for uddannelse og unges trivsel.
Teatertalenternes sæson
Denne forgangne sæson har været en tid præget af forandring og vækst for husets talentfulde unge fra Teater Talent Vendsyssel. Lina Franke Hedegaard er som ny leder kommet med en ny vision – at åbne op til byen omkring os.
Helt særligt har det været at invitere andre unge ind til udvalgte workshops, for at forbinde de unge teaterinteresserede fra byen med Teater Talenterne og Vendsyssel Teater. Dette har ikke kun bragt nye ansigter til, men også nye ideer og inspiration, som har beriget fællesskabet og de kreative processer.
Teater Talenterne og fem andre unge fra Hjørring er i den kommende sæson en del af vores egenproduktion, Faderen, med Simon Boberg som instruktør.
Midtvejsforestilling
Teaterfolket ser frem til den kommende sæson, hvor talenterne vil fortsætte udviklingen af deres egen forestilling.
Forestillingen forventes at få premiere søndag den 22. september – vi fortæller meget mere om dette, når vi nærmer os. De håber at se mange af jer i salen, når de dygtige unge talenter træder frem på scenen for at præsentere resultatet af deres hårde arbejde og dedikation.
Denne sæson har vist, at når unge talenter får plads og støtte til at udfolde sig, kan de skabe noget virkelig magisk, og vi glæder os til at dele denne magi med jer alle.
Foto: Tao Lytzen og Vendsyssel Teater.
Link til relateret artikel
Turbulent tid tacklet og vendt til positiv udvikling på Vendsyssel Teater