Lørdagen var ikke kun en festdag for de mange studenter, men som tidligere omtalt også en kæmpe festdag for Anita, som har Salon Simoni.
Med tre jubilæer i ét havde Bente og Anita lagt op til det helt store brag af en fest også før landskampen lørdag aften. Det væltede ind med gæster i salonen som aldrig før, og Anita var overvældet over så mange gæster, der kom forbi og ønskede hende tillykke med dagen.
Det var 118 år siden, at Viggo Andersen begyndte at klippe hår på adressen Østergade 61. Det var 40 år siden, at Anita fik sin første fejeløn som begyndelsen på karrieren i salonen. Det var endelig også 25 år siden, at Anita blev selvstændig.
Heldigvis var vejrguderne med hende, og udenfor var et telt sat op med henblik på hygge og lækker musik af først trubaduren Michael Vajhøj og sidenhen de voldsomt populære Version 1.0.
En fantastisk dag for en meget glad og populær Anita, der kræsede for alle med kolde drikke, kage og lækker osteanretning.
Dagen blev en perfekt fejring og et STORT tillykke til Anita Simoni.
Foto: Bent Kongerslev.