I Jørgen Bings øjne er der flere glædelige elementer i aftalen om Budget 2021. Ikke mindst i en tid, hvor økonomien især 2 til 3 år frem i tiden strammer til.
– Først og fremmest er det væsentligt, at man har indregnet den demografiske udvikling i budgettet, så der tilføres 16 mio. til Voksen-handicap-området og 6 mio. til Ældreområdet, fastslår Jørgen Bing.
– Det er også lykkedes at få afsat op til 3 mio. pr. år til en klippekortsordning for Ældreområdet. Skoleklasser på over 22 elever får et ekstra tilskud, ligesom Vendsyssel Historiske Museum får sikret sin naturvejlederstilling. Og skønt, at der er afsat en COVID-19-hjælpepulje på 6 mio. til kultur, haller og foreninger, uddyber byroden fra SF.
– Fra det oprindelige rædselskatalog over besparelser undgik vi bl.a. klipning af det grønne område, så vi fortsat får mulighed for at indfri vores generationsansvar i forhold til Klima, natur og miljø. Yxengaard er reddet, ligesom den planlagte rundbarbering af det Sociale Kontakt Person-team blev stærkt begrænset.
– På anlægsbudgettet er det glædeligt at Midtbyplanen for Hjørring blev fremskudt et år, at Hærvejsstien fuldendes hele vejen til Hirtshals, at Bibiana er sikret et fast tilholdssted i Hirtshals, og at Vendelbohus får en tiltrængt facaderenovering, lyder det videre fra Jørgen Bing.
– Og et gammelt ønske om fredning af Hjørring Bjerge er ligeledes indeholdt i budgetaftalen, slutter altså Jørgen Bing.