Stenbideren er let genkendelig med sin korte, kraftige krop og ringformede sugeskive på undersiden, som den bruger til at fastholde sig til sten.
Fiskens farve varierer med alder og levested; ungfisk er turkisblå, mens ældre fisk bliver grå med blågrønne toner. Hannerne er rødbrunlige eller orange i gydeperioden, mens hunnerne er blågrønne til grålige. Stenbideren kan blive op til 50 cm lang, men en variant i Østersøen bliver kun op til 25 cm.
Stenbideren findes i hele Nordatlanten og i alle danske farvande. Den ses mest om foråret i gydesæsonen. Nye DNA-undersøgelser viser, at stenbideren består af flere genetisk unikke bestande, som vender tilbage til deres oprindelige gydepladser.
Stenbideren lever både ved bunden og i frie vandmasser. Den kan findes fra lavt vand til over 500 meters dybde. Unge stenbidere lever af små krebsdyr, mens ældre fisk spiser gopler, orme og småfisk.
Stenbideren bliver kønsmoden ved 3 til 5 års alderen og gyder fra februar til maj. Hunnen kan lægge mellem 2.400 og 400.000 æg, som hannen bevogter. Hannerne beskytter æggene ved at vifte ilt-rigt vand henover dem og selvfølgelig jage rovdyr væk. Hunnerne deltager ikke i yngelplejen.
Stenbideren er føde for blandt andet grønlandshajer, sæler og torsk. I 2013 blev stenbideren i Europa kategoriseret som »næsten truet« på IUCN’s rødliste. Det store fald i landingerne i 2023 vil sandsynligvis føre til en opdatering af status »kritisk truet«.
Stenbiderhunnen er eftertragtet for sin rogn, som fanges hvert forår. Landingerne af stenbidere i Danmark er faldet fra 614 tons i 2014 til under 12 tons i 2023, hvilket kan tyde på en generel nedgang i bestanden. Der har hidtil ikke været kvoter på fangsten af stenbider, men dette kan ændre sig i lyset af de seneste data.
Du kan læse meget mere her på DTU Fiskepleje.dk
Kilde: FiskerForum.