I miniserien på fire afsnit følger vi campingfatter Dan og hans lillebror Dennis. Deres campingplads er på randen af konkurs, og samtidig har Dan også penge ude at flyve hos de helt forkerte mennesker.

Man følger også nogle af pladsens campister, herunder den snobbede rigmand Wilhelm og hans trophywife Amanda, fastlæggeren Flomme, som lider af PTSD efter en voldsom episode i hjemmeværnet og leverpostejsparret Tage og Betinna.

Livet på campingpladsen viser sig at være alt andet end problemfrit, og snart må de alle sande, at løsningen på alle elendighederne ligger i fællesskabet.
Bag serien står holdet, som også har lavet kultprogrammet Tour De Grillbart, der i en årrække har været noget af landets mest populære content på YouTube.

Serien er instrueret og klippet af Sebastian Sander og skrevet af Thomas Riddersholm og Henrik Jøj Jensen.
På rollelisten har vi bl.a. Dan Jacobsen, også kendt som Danmarks mindste mand, som campingfatter Dan, Dennis Okkerstrøm, kendt fra Tour De Grillbar, i rollen som den store brutale lillebror og den populære influencer Amanda Palm, som den godtroende rigmandskone Amanda.

De to forfattere og medskabere af serien Thomas ”Zjakalen” Riddersholm og Henrik Jøj Jensen spiller også selv med som henholdsvis Wilhelm og Flomme.
Campingkongerne er 100 procent selvfinansieret ved hjælp af private sponsorer. Og selvom pengene ikke har været store, så har kreativiteten i den grad været på maksimum.
Traileren kan ses ovenfor, mens de fire afsnit ligger her på YouTube.

