Gitte Højland Hansen, som er civilingeniør i arkitektur og design, har en imponerende evne til at samle data, skabe struktur og visioner.
Som projektleder er hun ansvarlig for at lave helhedsplaner for Forsvarets etablissementer, herunder Aalborg Kaserne:
”Helhedsplanen skal give et samlet overblik over fremtiden på Aalborg Kaserne med fokus på bedre sammenhæng,” fortæller Gitte.
Gitte drømmer om at skabe en god infrastruktur og optimere dagligdagen for soldaterne:
”For eksempel skal pudsestuer være i nærheden af soldaternes opholdsrum, og fælleslokaler, bør være tæt på træningscentret for at minimere tiden, der bliver brugt på at bevæge sig rundt på kasernen,” siger Gitte”. Det kræver kreative løsninger og forståelse for både militære og civile behov.
Med ti års erfaring som bygherre i den private sektor, trækker Gitte på omfattende viden inden for byplanlægning. Hun ser arbejdet med at tegne en plan for kasernen som byplanlægning, men med unikke brugsmønstre:
”På en kaserne er det vigtigt at forstå, hvordan soldaterne bevæger sig mellem boliger og arbejdssteder, og hvordan de er organiseret i grupper. De deltager i øvelser på forskellige tidspunkter af døgnet. Derfor er det vigtig, at de nødvendige faciliteter er tæt på hinanden”, siger hun.
Gitte ser sin erfaring som en styrke, da hun både har arbejdet i planlægningsfasen og byggefasen:
”Mit mål er at skabe langsigtede og tværfaglige helhedsplaner, så vi kan synliggøre udfordringer ved kommende projekter og rydde dem af vejen, inden vi går i gang med at bygge,” siger Gitte.