Hirtshals Klint er i geologisk forstand unik. Det er det eneste sted i landet, hvor ishavsleret – ældre yoldialer – fra den mellemste del af sidste istid, er blottet i store profiler.
Leret indeholder fossilførende blokke, der stammer fra den yngste del af juratiden. Disse blokke, der er kendt under navnet ”Hirtshals-blokke”, kan indeholde fossilt træ, muslinger, snegle og ammonnitter.
Fra resterne af den ovenliggende moræne falder en mængde sten ned på stranden. Iblandt disse findes mange såkaldte ledeblokke, som især stammer fra Osloområdet, Dalarne og det mellemste Sverige, men stenselskabet rummer også blokke fra så fjerne egne som Ålandsøerne, Østersøens bund samt Småland.
I ”Madpakkerummet” ved Hirtshals Fyr findes en samling af de sten, man kan finde på stranden.
Besøger man denne samling, før man går på stranden, har man gode muligheder for at navngive en del af de sten, man ser ved klinten.
På den guidede tur vil Hugo Richner og Lars Danielsen fra Vendsyssel Stenklub fortælle om stensamlingen i Madpakkerummet og være behjælpelig med navngivning af stenene på den efterfølgende tur til klinten.
Man mødes klokken 11 i Madpakkerummet ved Hirtshals Fyr. Arrangementet er gratis og varer til omkring klokken 14.
Arrangører er Støtteforeningen Hirtshals Fyr og Vendsyssel Stenklub.