Det var en storsmilende Niels Worup, der lørdag tog imod både udstillere og gæster i Tranget. Alt klappede og gik efter planen.
Rigtig mange havde da også fundet vejen til Tranget Veterantræf, der blev afholdt for tredje år i træk på markerne ved Skovgårdsvej midt i den smukkeste natur i Vendsyssel.
– Den danske sommer har fået megen kritik, måske nok med rette, men lørdag gjorde den sit ry til skamme, sikke et vejr. Traktorer fyldt med nostalgi, smukke biler, både de almindelige og V8’erne, blev beundret og i et hjørne, med den bedste placering, de mange knallerter og motorcykler, fortæller Else Straus Harpsø fra Tårs.
– Øverst på bakken tronede de gamle lastbiler, en enkelt overraskede, den kunne ikke være over 35 år. Men jo, dette var et urokkeligt krav for deltagelse. På pladsen kunne man næsten se julelys i øjnene, der blev udvist stor beundring for de skønne køretøjer og snakken gik lystigt, tilføjer Else Strauss Harpsø, der har taget de mange fine billeder fra Tårs og Tranget.
Et rekordstort besøgstal mellem 300 og 400 besøgende og sikkert lige så mange deltagere defilerede rundt på pladsen. Der var også mulighed for at gøre en handel, blandt andet hos Tim, det havde forskellige effekter med, men primært var på pladsen for at vise sine Skodaer frem. En stor passion gennem mange år. På taget ad den smukke gamle gule Skoda kunne man beundre flotte pokaler.
Der var trængsel hos både Chuck Waggon og pølsevognen fra HT. Flere gange måtte der hentes forsyninger. Også hos Carsten’s Corner var der tryk på, der blev solgt rigtig mange kølige drikkevarer, men også kaffe og kage. Alt foregik ikke på pladsen, da rigtig mange af de fine køretøjer var på paradekørsel gennem Tårs.
– Træffet havde i år besøg af TV2Nord, og her kom særligt 19 årlige Jeppe i journalistens fokus. Med stolthed fortalte han om den gamle traktor, han havde arvet fra sin bedstefar. Der er ikke noget at sige til, at Niels, Helle og hele flokken bag Team Træf var glade, stolte og sikkert også mega trætte, da den sidste stol blev klappet sammen og den sidste pløk blev taget op, tilføjer Else Strauss Harpsø.
Nu glæder holdet sig sammen med hende til lørdag den 19. juli 2025, hvor der igen er træf i Tranget. Niels Eorup nåede ikke i mål med drømmen om 100 traktorer, men det gør han måske i 2025, hvor der ikke skal konkurreres med et DM i traktortræk i en naboby.
Hele Teamet bag træffet kan slet ikke få armene ned, med deltagere fra ikke kun Danmark, men også fra Norge, Sverige og Tyskland. Så kan træffet nærmest kaldes internationalt.
– Rygtet om Nordjyllands hyggeligste træf spredes langsomt, men sikkert vidt omkring, slutter Else Strauss Harpsø.
Link til relateret artikel
Det var vist ikke et DM i traktortræk, det afholdes den første weekend i september. Iår på Sjælland.
Men derimod nordjysk mesterskab i landboungdom
Som I kunne har gjort i næste uge