Efter sidste års triste efterspil, hvor den hårde blæst sønderrev teltet Bølgen, der igennem mange år har rummet blandt andet Musik Under Trappen og Hirtshals Fiskefestival, ser vejrguderne indtil videre i år anderledes nådigt på den ugelange festival på Sydvestkajen i Hirtshals.
Foreløbig har vejret nemlig artet sig smukt ikke mindst ved starten lørdag, men nu ser også den helt store onsdag med hovednavnene ud til at kunne afvikles i noget nær perfekt vejr. Det er i hvert fald, hvad de norske meteorologer hos YR.NO nedenfor lover for onsdag aften i Hirtshals.
– Jeg tror simpelthen, at der onsdag bliver sort af folk på Sydvestkajen, forudsagde da også allerede tirsdag aften barchef Jens Kohno Andersen, mens medlemmerne af No Man’s Name lod bas og akkorder hamre løs på loftet i det nye telt, som altså allerede ser ud til at have fået en særdeles succesfuld ilddåb ved Musik Under Trappen.
Programmet for onsdag aften ser da også ligeså lovende ud som vejrmeldingen, men det skal ikke stikkes under teltdugen, at nærværende skribent især ser frem til at opleve AVA alias den vildt talentfulde sanger og sangskriver Anna Vind Andersen, der er fra Hjørring, men nu studerer sangskrivning på Det Jyske Musikkonservatorium.
Emil Kobber
Først er det imidlertid Emil Kobber, der med et kæmpe talent lægger fra land ved Sydvestkajen. Nordjyske Emil Kobber udgav sin første sang “If I Can’t Have You” i oktober 2023. Det markerede begyndelsen på et musikalsk eventyr og et nyt kapitel.
Sangene udforsker temaer som ulykkelig kærlighed og længsel, med en dybere historie indlejret i hver sang. De første sange fokuserer på at være forelsket i en uopnåelig person, samtidig med at de formidler budskabet om ikke at opgive sine mål. Glæd dig til en flok sange med et særdeles personligt snit af en teknisk dygtigt sanger, som vi helt sikkert kommer til at høre meget meget mere til i årene der kommer.
Emil samarbejder konsekvent med den nordjyske producer Ole Albrechtsen. Tag plads i teltet. Skænk en fadøl og læn dig tilbage og nyd Emil Kobber.
AVA aka Anna Vind Andersen
Bag kunstnernavnet AVA står den 27-årige sanger og sangskriver Anna Vind Andersen, der som allerede nævnt til daglig studerer sangskrivning på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.
I disse år får flere og flere øjnene op for hendes selvskrevne sange. Med udgangspunkt i sit nordjyske ophav skriver hun direkte og personlige fortællinger om relationer og minder; om hverdagens tanker og frustrationer.
Med sin legende vokal, svævende melodier og catchy korarrangementer, inviterer hun publikum ind i et lækkert og popbetonet lydunivers, der emmer af drømme. Sidste år smed hun Debut EP’en ”Alt for meget, alt for lidt” ud på alle streamingtjenester, og vi kan 100% garantere for, at AVA kommer til at gå direkte ind under huden på dig.
På scenen er: Anna Vind Andersen: Vokal – Jakob Marker: Trommer – Magnus Ram Pedersen: Bas – Martin Welling: Guitar – Rasmus Dahl: Keys, Maline Nuka Heiberg: Kor og Mathilde Rosengren Brun: Kor.
MD Duo
Hvis der findes nogle musikere i Thy, som er nationalhelte – udover Jonah Blacksmith – ja så må det absolut de 2 glade drenge i MD Duo.
De faktisk nærmest VÆLTER de koncerter de dukker op til – på markeder, festivals, halballer, kroer og meget andet – og publikum i Hirtshals står helt sikkert overfor en musikalsk forelskelse, hvis man ikke har oplevet de 2 humoristiske og dygtige musikere før.
Der er lagt op til syng-med-fest til en blanding af deres egne originale udgivelser og kopinumre fra Bamses Venner, Johnny Madsen, Rasmus Seebach, Ib Grønbech, Thomas Helmig og mange andre.
På scenen er: Dennis Kristensen: Guitar og Vokal samt Martin Dinitzen: Trommer og Vokal.
Halberg & Frieds
Denne som allerede lovet smukke onsdag aften på Hirtshals havn skal vi på en musikalsk rejse igennem 40 år.
På scenen står nemlig en af de danske sangskrivere med allerflest hits på samvittigheden. Og så er det ikke engang løgn…. Navnet er Poul Halberg. Han var med i Halberg/Larsen, hvor du nok primært kender kæmpehittet ”Magi I Luften”.
I 1988 dannede han succes-bandet Ray-Dee-Ohh, hvor du sikkert kan nikke genkendende til fede popsange som fx: ”Mandagsstævnemøde”, ”Brændende Læber”, ”Elskes Af Dig”, ”Jeg Vil La’ Lyset Brænde”, ”Efterår” og mange andre. Han har skrevet sange til, produceret og spillet sammen med folk som Lis Sørensen, Morten Kærså, Steffen Brandt, Flemming ”Bamse” og flere andre. I øvrigt var det også Poul Halberg der spillede den seje guitarsolo på VM-holdets ”ReSeppTen” i 1986.
Glæd dig derfor til en farverig pop-rejse igennem den danske musikhistorie. Spillet med intensitet, nerve og masser af spilleglæde. Halberg & Friends udgav iøvrigt i 2022 albummet ”NU”, blandt andet med hittet ”Godaften & Farvel”.
På scenen i Halberg & Friends står: Poul Halberg: Guitar og Vokal – Heidi Degn: Vokal – Jette Schandorf: Bas og kor – Jesper Thomsen: Trommer og Gorm Bülow: Keyboards.
Lars Lilholt
Siden 1983 har Lars Lilholt turneret med sit eget band rundt i det ganske land. Det er blevet til hundredvis af koncerter og med det fokus, de værdier som også i dag præger bandet. Spilleglæden, den store sceneopsætning og den fælles liveoplevelse, der opstår med publikum.
Lilholt har i længere tid været en af de absolutte sværvægtere i dansk musik. Født i 1953 i København. Opvokset i Aalborg. Sanger, sangskriver, guitarist og violinist. Uddannet lærer fra Silkeborg Seminarium med musik og historie som hovedfag, men var allerede dengang professionel musiker.
Lilholt skrev sin første sang i 1968, og dannede i 1973 folk-rock gruppen Kræn Bysted’s. Et band som eksisterede indtil 1982. Han udgav samme år sit første soloalbum og dannede i 1983 Lars Lilholt Band, som mere eller mindre lige siden har været et af landets ubestridt populæreste og flittigste livebands.
Lilholt dannede i 1985 trioen Dalton med Johnny Madsen og Allan Olsen, og har efterhånden et hav af hits på samvittigheden fra hans nu 27. albums, som har solgt i mere end 2,5 millioner kopier. Sange som ”Giv Det Blå Tilbage”, ”Ofelia”, ”Sejler Ud”, ”Onkel Christian”, ”Jeg Vil Være Stjerne”, ”Jens Langkniv” og den udødelige ”Kald Det Kærlighed”, er lig med fællessang på kajen.
På scenen er: Lars Lilholt: Vokal, Guitar og violin, Eddi Jarl: Trommer – Kristian Fogh: Keys – Anders Bækgaard: Bas – Mads Kjøller-Henningsen: Fløjter og drejelire, Gert Vincent: Guitar, Malene Mailand: Kor og Lærke Lilholt: Kor .
The Real Fake Stars
Musik Under Trappens normale Afterparty band Petrols har meldt afbud i år på grund af ferie, men heldigvis har bestyrelsen skaffet en potent afløser til at fortsætte festen i teltet.
Ikke bare et potent band, men end potent ”pige-band” med herre-attitude. Glæd dig til at svinge træbenet til The Real Fake Stars, som er klar til at sprænge teltrammerne med deres populære hits, spillet med et sprødt feminint touch af 4 møgbeskidte og svedige musikalske bæster – men på en ny, funky, rocket og ikke mindst overskudsagtig måde.
The Real Fake Stars er fire rutinerede musikere som vil ha’ det sjovt, når de spiller live – så det har de! Og det smitter sikkert i den grad af på publikum i teltet.
The Real Fake Stars er: Henrik Fevre: Vokal og guitar – Tue Larsen: Keyboard og kor – Tom: bas og dårlige jokes samt Jens Axelsen: trommer og bækkener.