Første gang Taleban tog magten i Afghanistan i 1996, flygtede Wida Zemarai med sin familie til Sverige.
I dag er hun til Dana Cup som træner for en gruppe afghanske piger, der flygtede i 2021, da Taleban igen overtog landet og indførte et strengt islamisk diktatur, der ikke tillader piger at gå i sole, studere og slet ikke dyrke sport som for eksempel fodbold.
– I 2021 blev pigerne på Ayenta FC reddet ud af Afghanistan og fløjet til Portugal, hvor de bor i dag, mens mange af deres familier stadig bor hjemme i Afghanistan, fortæller Wida, der selv deltog i Dana Cup som spiller i 2001.
– Så historien gentager sig, smiler Wida lidt vemodigt ved tanken om, hvordan hun selv kom til et helt nyt land med et sprog, der var svært at lære.
Pigerne på Ayenta FC kommer fra forskellige klubber og er samlet til turen til Danmark. Sidste år deltog de i Gothia Cup, og besøget på Dana Cup er deres første.
– Vi er her for, at pigerne skal få en god oplevelse både socialt og sportsligt, og måske knytte nye venskaber, siger Wida Zemarai.
Ayenta er farsi og betyder fremtid – og fremtid er det som træneren og pigerne håber på, at deres deltagelse i Dana Cup vil pege imod.
Foto: Dana Cup.