Man må med rimelighed kunne forvente, at bestyrelsen denne torsdag morgen vågner op med smil på læberne og glød i øjnene, idet også den onsdag aften i hvert fald oplevet som gæst forløb gnidningsfrit ved Musik Under Trappen i Hirtshals.
Der var i hvert fald sort af folk, da hovednavnene Halberg & Friends samt Lars Lilholt spillede på Sydvestkajen. Vejrguderne leverede da også den perfekte kulisse til kulminationen på den ugelange event, som traditionen tro rundes af fredag med det lokale band No Good.
Torsdag ser foreløbig ud til at kunne levere en næsten ligeså smuk scene for koncerterne med henholdsvis Jeppe Hydén, More, Upstairs og Rewind. Ganske vist bliver der overskyet, men temperaturen forbliver rimelig og næsten ingen vind på Sydvestkajen.

Jeppe Hydén
Bestyrelsen har lovet torsdagens første artist at skrive, at han er spændt som en fjeder og glæder sig som et lille barn til at spille i det store blå telt på Hirtshals Havn.

Jeppe Hydén er en vaskeægte nordjysk singer songwriter med rigtig meget på hjerte. Udført, men legende tegner han lyriske billeder af et farverigt univers bestående af tanker, undren, glæde, sorg, udfordringer og løsninger. Der bor en medmenneskelighed og en god historie i hans tekster og musik, som alle kan være med på, uanset om man kan relatere eller ej.
Jeppe har i øvrigt lige i øjeblikket hele 3 singler på diverse streamingtjenester med en fjerde på vej, som man kan lytte til både før og efter Musik Under Trappen.
More
Det nordjyske Rockband More vender heldigvis tilbage i teltet denne sommer. Glæd dig til at høre et band som er særdeles sammenspillet.
Du bliver blæst bagover af deres ørehængende pop og rock med lækker længselsfuld guitar, drømmende keyboard, fængende rytmer og dragende sang. 1970ér Rock med fede referencer til ørehængende pop-hooks, som tager publikum med på en rejse gennem bandets alsidige repertoire.

Koncerterne med More er heldigvis aldrig ens, men den røde tråd skinner for evigt igennem i de evindeligt energiske koncerter, som More altid leverer. More har helt aktuelt 2 singler ude lige nu: ”Change My Ways” og ”Never Ask Me Why”, som kan tjekkes ud på diverse streamingtjenester.
More anno 2024 er: Lukas Lundholm Kristensen – Sang og Guitar – Andreas Ugilt: Bas – Jacob Brink Hansen: Guitar – Jakob Jensen: Trommer og Nikolaj Nielsen: Keyboards og Hammond.
Upstairs
Torsdagen fortsætter i teltet med bandet Upstairs. De 4 drenge i bandet leverer en sej omgang energisk swingende covers af folk som The Rolling Stones, The Police, The Beatles, Prince, John Mayer og mange flere.

Der er garanti for rockede, rå-svingende fortolkninger og stor spilleglæde fra de 4 nordjyder, der har spillet her, der og alle vegne i det nordjyske de seneste 15 år.
På scenen i Upstairs anno 2024 finder du: Sam Brown: Vokal og Bas – Jakob Christensen: Guitar og Vokal – Jan Drastrup: Guitar og Vokal samt Kristian Worsøe: Trommer.
Rewind
Arrangørerne har valgt at lukke torsdagen ned med bandet Rewind, som også gæstede teltet sidste sommer. På scenen møder vi to knægte fra Frederikshavn, og det er et par dygtige musikere vi skal stifte bekendtskab med.

Rewind genfortolker uforglemmelige rockklassikere fra tre ikoniske årtier. Med sange fra kunstnere som for eksempel Pink Floyd, The Beatles og Creedence Clearwater Revival bringer Rewind autentisk lyd og følelse af fortidens rock tilbage til scenen, så du skal være klar til at blive kastet tilbage til en musikalsk tid meget forskellig fra nutidens tendenser og musikalske trends.
Sæt dig på bænken i teltet og lad dig forføre af Rewinds musikalske tidsmaskine, der vækker minder om fortiden. Rewind er: Magnus Karlsson: Vokal og Guitar samt Oliver Miklagard: Trommer.

Video: René Stoklund.

