Udstillingen skulle være åbnet den 9. april som en del af museets markering af besættelsesjubilæerne. Desværre satte udbruddet af covid-19 en stopper for de planer, og museet havde set frem til den nye åbningsdag lørdag den 26. september.
Datoen var valgt, fordi museet samtidigt ville markere Christian X.’s 150års fødselsdag, der var konge under besættelsen. Desværre betød det stigende smittetryk, at også denne fejring af den nye udstilling blev aflyst.
Men heldigvis står udstillingen klar fra på søndag, hvor alle er meget velkomne til at se og opleve den. Den nye udstilling fortæller bredt om besættelsen i de fem forbandede år: Man hører og ser fortællinger om dagliglivet, om barndommen under besættelsen, om modstandsfolkene og de sabotager og schalburgtager, som fandt sted i Vendsyssel i disse år. Man kan lære mere om bunkeranlæggene langs vestkysten, om alsangsbevægelsen og om de arkæologiske fund, som blev gjort i forbindelse med tørvegravning og besættelsesmagtens anlægsarbejder i disse år.
Rigtig mange mennesker har på forskellig vis bidraget til udstillingen. Det være sig i form af materiale, ting til udstillingen, erindringer, interviews og meget mere. Museet er meget taknemmelig for den imødekommenhed, som er blevet vist fra alle sider. Ligeledes er museet taknemmelig for den økonomiske støtte i form af midler fra Region Nordjyllands lille kulturpulje og fra Nordeas lokalpulje.
”Af alle de udstillinger vi som museum laver, er denne en af de vigtigste”, udtaler museets direktør Anne Dorthe Holm. Vi håber meget, at ikke mindst børn og unge sammen med deres forældre og bedsteforældre vil tage ind og se udstillingen, så vi hele tiden holder denne periode af danmarkshistorien i erindring”.