Virksomheden på havnen har været ramt af corona, som så mange andre, men paradoksalt nok kan corona også give flere kunder, hvilket for en umiddelbar betragtning ser ud til at være tilfældet hos Hirtshals Yard A/S.
– Nogle kunder fra Norge er blevet væk, mens der har været corona, for de skal i karantæne hjemme i Norge, hvis de har sat fod i et andet land. Men de norske værfter er nu ved at være booket til ind i august, netop på grund af karantænereglen. Så nu begynder norske redere at booke i udlandet, hvilket vi godt kan mærke, siger Peter Rishøj Jørgensen.
Det er både planlagt vedligehold, større stålreparationer og 5-års klasninger, der bliver bestilt fra rederne.
– Vi har normalt højsæson fra nu og indtil omkring oktober. Der har været noget at lave siden december, men vi har fået ekstra travlt nu, så vi kan godt mærke, at sæsonen begynder at komme i gang. Vi er fortrøstningsfulde i forhold til at sæson-mønsteret følger de andre år på trods af corona, slutter Peter Rishøj Jørgensen.
Kilde: FiskeriTidende.
Link til tidligere artikel