Når høsten skal i hus ved søndagens traditionsrige Høstdag ved Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg, er det ikke blot havre og andre kornsorter, der høstes. Her kan man nemlig også prøve at høste med metaldetektor.
Du kan møde detektorførerne Michael Ejstrup Nielsen og Claus Møller i markerne foran husmandsstedet og se, om detektoren skulle give udslag på spændende metalobjekter i de netop høstede marker. Hvis du interesserer dig for arkæologi, kan du ligeledes følge med arkæolog og overinspektør Michael Vinter fra gårdspladsen ud i det interessante oldtidslandskab, der findes på Landskabs- og Landbrugsmuseet.
Ønsker du at høre noget om den mere traditionelle høst i gamle dage, så fortæller museumsdirektør og historiker Anne Dorthe Holm herom, alt imens naturvejleder Jakob Kofoed Nielsen vil introducere de nye vandrestier omkring museet.
I disse dage vil flere af de deltagende aktører ved dette års Høstdag blive præsenteret, og museumsfolkene glæder sig til at tage imod en masse glade gæster til en hyggelig Høstdag i Mosbjerg.
Entre: 50 kr. for voksne og GRATIS for børn under 18 år.
Foto: VHM.