Hirtshals Rideklub har haft ikke færre end 25 deltagere til Sommerskole på Landlyst. Både nogle, som allerede går til elevridning, og også nogle helt nye, som bare godt kunne tænke sig at lære lidt om heste.
– Ugen har budt på håndtering af hestene fra jorden, rideundervisning og turridning. Der er rigtig meget at lære omkring hesten udover ridning, så derfor har de også lært om hestens anatomi, staldarbejde og stråfoder, fortæller Amanda Axelsen.
– Vi har været heldige med vejret det meste af ugen, så der har også været god mulighed for at slutte dagen af med fri leg på vores springbaner, hvor kæphestene er blevet luftet, tilføjer Amanda Axelsen, der slutter med at sende en tak for sponsorering af frokost fra Restaurant Much.
Lørdag den 17. august afholder den lokale rideklub dressurstævne for heste og ponyer. Og som noget helt nyt kan man også ride kæphestestævne i spring. Det kræver ingen medlemskab, så alle kan deltage.
Info omkring tilmelding kan findes på Facebook hos Hirtshals Rideklub.


