Efter en intens og travl uges tid med at gøre klar åbnede faglig koordinator Helle Jensen og forstander Peter Bruhns mandag døren hos Vendsyssel Bo&STU. Dermed blev en stor milepæl nået.
– Vi er stolte og glade, fordi vi kun har haft 7 dage til at forvandle den gamle café i Sindal til et imødekommende sted, for de unge, at starte deres STU – og det lykkedes, lyder det fra Helle Jensen.
– I de syv dage, har vi mødt en masse opbakning fra lokalbefolkningen, virksomhederne, kommunerne og øvrige samarbejdspartnere i erhvervslivet. Alle bakker op om, at de unge skal have en chance for at være en del af arbejdsmarkedet, da en stor del af undervisningen foregår ude i virksomhederne i lokalområdet, uddyber den faglige koordinator.
Alle glæder sig nu til at fortsætte med at skabe udvikling af konceptet og gode muligheder for de unge.
Hvad er Vendsyssel Bo&STU?
Vendsyssel Bo&STU er et almennyttigt bo- og beskæftigelsesrettet tilbud, der tilbyder helhedsorienterede indsatser for unge med særlige behov, der har brug for støtte
for at blive klar til egen bolig, helt eller delvist selvforsørgende og at blive inkluderet i fællesskabet.
Det kan være unge med diagnoser som ADHD, autisme eller andre socialtkognitive vanskeligheder.
Vendsyssel Bo&STU hører under paraplyorganisationen Jysk Børneforsorg/Fredehjem.
Læs mere på www.vendsysselboogstu.dk
Kilde: Vendsyssel Bo&STU.
Link til relateret artikel
Lokale virksomheder står parate til at tage praktikanter fra nyt tilbud for unge med særlige behov