Efter omfattende undersøgelser af forholdene på det kommunale botilbud Aage Holms Vej har Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune tilsluttet sig en handleplan, der skal rette op på en række problemer på botilbuddet.
Handleplanen blev drøftet på et møde tirsdag og indebærer blandt andet forbedret samarbejde med pårørende, bedre arbejdstidsplanlægning og nedlæggelse af botilbuddets skærmede afsnit.
En rapport fra Socialtilsyn Øst, et påbud fra Arbejdstilsynet og en ekstern afdækning blandt medarbejdere og pårørende har peget på væsentlige problemer på botilbuddet i forhold til ledelse, kommunikation og arbejdsmiljø. Konkret har det givet sig til udtryk i uklare og modstridende krav til personalet, udfordringer i samarbejdet med de pårørende samt problemer med dele af den faglige indsats.
– Med de grundige afdækninger kan vi desværre klart konstatere, at der er en række store problemer på Aage Holms Vej, og at det påvirker beboere, pårørende og medarbejdere negativt. Med den handleplan vi har behandlet tirsdag, tager vi et stort og nødvendigt skridt mod at rette op på situationen, udtaler udvalgsformand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget Claus Mørkbak Højrup.
-Vi er fast besluttede på at løse problemerne og dermed skabe bedre vilkår for både beboere, pårørende og medarbejdere, og vi vil følge situationen tæt, tilføjer han.
– Der har været og er særlige problemer med det skærmede afsnit på botilbuddet, og derfor har vi besluttet at nedlægge afsnittet, siger udvalgsformanden.
– Vi har fra politisk side også en klar forventning om, at Sundheds-, Ældre- og Handicapforvaltningen træffer de nødvendige beslutninger for så vidt angår den fremtidige ledelse af Aage Holms Vej, slutter Claus Mørkbak Højrup.
Handleplanen indebærer blandt andet tiltag til forbedret samarbejde mellem medarbejdere og ledelse, og bedre samarbejde med de pårørende – herunder oprettelse af et beboer-/pårørenderåd. Der vil blive iværksat tiltag for at sikre en bedre planlægning af arbejdstiden, og tilbuddets skærmede afsnit vil blive nedlagt.
Handleplanen ligger i forlængelse af en række tiltag, som allerede er igangsat på botilbuddet. Medarbejdere og ledelse på botilbuddet vil i de kommende måneder være tæt involveret i implementeringen af handleplanen.
Der vil være en tæt opfølgning på arbejdet, og der vil herunder blive gennemført en ny undersøgelse blandt både pårørende og medarbejdere for at vurdere effekten af de iværksatte tiltag.