Fredag startede med Fredagsbar i Tårs Forsamlingshus med knap 100 gæster, alle hyggede og havde en dejlig dag og aften.
Nogle brugte måske opholdet i Forsamlingshus som drop in inden den stod på koncert ved Wolf Campermed Johnny Logan and Friends. Her var stemningen helt i top og de rigtig mange koncertdeltagere kunne nyde en fuldkommen koncert i den smukke natur på Agdrupvej i den skønne aftensol.
Tidlig morgen var mange oppe for at gøre klar til Tårs 365 Cup. I alt 16 hold – U7 – U10 deltog fra klubberne i SHI, Bagterp, Lundergaard, Strandby og selvfølgelig Tårs. En fin planlægning gjorde, at Cuppen kunne afsluttes omkring kl. 12.30 og der kunne overrækkes pokaler:
- U8 Mix pulje 1 = Bagterp
- U8 Mix pulje 2 = Strandby
- U9 Drenge = Bagterp
- U10 Drenge = Tårs/Ugilt
Anders og Søren, der var tovholdere på cuppen, melder enstemmigt ud, at uden de mange frivillige kunne dette ikke lade sig gøre – og som navnet siger, så var 365 Discount sponsorer for Cuppen.
Dagen gik slag i slag, marked på Butikstorvet med rundstykker serveret af Tårs Borgerforening – ca. 300 rundstykker og kaffe, flot fremmøde. Marked med 45 stande der trods få regndråber havde et fantastisk marked. Underholdning ved Kristian Nygren Holm, salg af pølser mv. af Bjarne fra Taarshallen.
Julemanden fra Tårs indviede sin Julehytte og stor var fornøjelsen for de mange børn der kiggede forbi, fik søde ballonhunde fra nisserne Bib og Bob, flotte tatoveringer og et kram fra Julemanden og Julemor – et kæmpe hit var nissetandbørsterne (som for nogle måske lignede slikkepinde).
Træf på Bypladsen for V8’ere blev en kæmpe succes og arrangørerne kunne ikke skjule begejstringen – 27 smukke lækre US-biler, som noget lidt impulsivt tog turen op og ned af Bredgade med en smuttur omkring Markedspladsen på Guldregnvej.
Dagen sluttede for en del i Tårs Forsamlingshus, hvor der blev fejret 90 års fødselsdag med kagemand.
Søndagen stod i kirkens tegn – og Sognegårdens. Mange kiggede forbi Sognegården, hvor Menighedsrådet serverede rundstykker inden turen gik i kirken, hvor der var indbudt til rytmisk gudstjeneste. Orglet var erstattet af bas og klaver. For gudstjenesten stod selvfølgelig vores sognepræst Katrine Kjeller og for det musiske Marianne Buchhave, Ditte Svanborg samt Hanne Rasmussen og Anders Nebeling.
Dagen blev afsluttet i Sognegården, hvor der var fremvisning af de nye lokaler. Børnene blev inspireret af det kreative og alle havde en dejlig dag.
Nu går vi ind i uge 34 hvor mange arrangementer venter. Noget for alle – nyd byen – nyd Tårs.
Foto: Privat.