Tirsdag den 3. september viser Vendsyssel Teater den anmelderroste forestilling En lille smule ubehag, som er produceret af Teatret Svalegangen i Århus.
Selv kalder de det ”et rystende komisk teaterforedrag’ og er en sand beretning fra dramatikerens eget liv, da han pludselig får konstateret en kræftdiagnose.
Dramatikeren Jeff Metcalf portrætteres som den 55-årig professor Frank Fjordby – han bliver med ét patientgjort, da han rammes af prostatakræft. I forestillingen får vi et indblik i de følelsestilstande og karakterer, som Frank møder på sin vej, og vi følger hans transformerende rejse gennem kræften.
Fra drænende bivirkninger, angstprovokerende venteværelser, til intime samtaler med læger og familie. Han oplever et brat møde med forgængeligheden, døden, et behov for oprør og også en pludselig skepsis for videnskaben. Men det er også en forestilling om håb, om små sejre og lysten til livet – alt sammen leveret med et vedkommende og også komisk aftryk.
Om forestillingen fortæller Vendsyssel Teaters dramaturg, Ditte Bladt-Hansen.
”En lille smule ubehag forener humor og alvor i en gribende, livsbekræftende fortælling om prostatakræft. Forestillingen belyser en alvorlig sygdom, der giver plads til vigtige samtaler og minder os på samme tid om, at selv de mørkeste stunder kan rumme lys og latter”
Foruden selve sygdomsforløbet berører forestillingen også et andet tema – mange mænds tavse håndtering og distancerede forhold til sygdom. Mange dele den opfattelse, at mænd i mindre grad går til læge ved symptomer og afvigelser fra kroppen, som de kender den – netop derfor opdages alvorlige sygdomme senere end nødvendig. Dertil kommer, at mange mænd ofte forholder sig tavse omkring deres sygdom, og det er også noget, som dramatikeren har forholdt sig til i forestillingen.
Prostatakræft er den hyppigste cancerform blandt mænd, og tal fra Kræftens Bekæmpelse (2017-2021) viser, at der hvert år – i Danmark – diagnosticeres over 4.500 mænd med prostatakræft, og at over 47.000 mænd lever med sygdommen.
En lille smule ubehag berører mange af de fællesnævnere, som kræftramte gennemlever, og det er måske medvirkende til, at forestillingen blev så stor en publikumssucces i Aarhus og efterspurgtes på turné.
Ditte Bladt Hansen fortsat:
”Der er mange, der har eller har haft kræft inde på livet, og for dem bliver denne forestilling naturligvis særligt vedkommende. Men uanset, så får man her en empatisk forestilling, der med sort humor skildre den afmagt og den udvikling både patienter og pårørende kan opleve i en krise.”
Efter forestillingen er der Artist Talk, hvor publikum får mulighed for at tale med skuespiller Holger Østergaard om arbejdet med emnet – ligeledes er Kræftens Bekæmpelse repræsenteret, som deler viden og erfaring på området.
Artist Talker et gratis tilvalg, som foregår umiddelbart efter forestillingen for dem, der har lyst.
Køb billet