For de fleste er ferien forbi, og dermed er der også langt færre mennesker på strandene. Derfor har TrygFondens kystlivreddere lukket ned for badesæsonen i år efter en sommer, der begyndte usædvanligt blæsende og vådt, men som endte med solrige og lune dage, som fik mange mennesker til at tage på stranden.
I de knap otte uger, livredderne har været på strandene, har de gennemført 60.378 indsatser, hvoraf de 26 vurderes til at involvere personer i livsfare. Til sammenligning gennemførte livredderne sidste år 58.058 indsatser, hvoraf de 28 aktioner involverede personer i livsfare, mens der i 2018, som var en historisk travl sommer for livredderne, var 88.355 indsatser, hvoraf 52 blev vurderet at være livreddende.
– Det har været en blandet sæson med dage, hvor strandene var mere eller mindre tomme, men også dage med rigtig mange mennesker og meget at se til. Livredderne har talt med mange tusinde badegæster om badesikkerhed, og både antallet af alvorlige redningsaktioner og det samlede antal indsatser ligger nogenlunde på niveau med de seneste år. Dog har mange af sommerens livreddende aktioner involveret flere personer på én gang, så i alt har livredderne hjulpet 46 personer i land fra en livstruende situation i år, fortæller Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.
Hyppige årsager til farlige situationer
Fralandsvind og revlehuller er ofte årsag til de livreddende aktioner. Det gælder også i år, hvor både badegæster, personer på Stand Up Paddle boards og surfere har haft brug for assistance.
– I år har det oftest været badegæster, der er blevet overrasket af revlehuller, men der har også været flere aktioner, hvor personer på SUP er blevet overraskede af kraftig fralandsvind og derfor ikke kunne komme tilbage på land. Heldigvis fylder de alvorlige aktioner kun lidt i forhold til vores samlede indsats på strandene, og livredderne har brugt langt det meste tid på at tale med badegæster og på det forebyggende arbejde for at forhindre ulykker. Det handler bl.a. om at opfordre badegæsterne til at holde oppusteligt badeudstyr på land ved fralandsvind og at kalde badegæster tættere på stranden, hvis de er svømmet for langt ud, siger Anders Myrhøj, og fortsætter:
– Temperaturerne indbyder stadig til badeture, og bliver man vidne til en person, som er i problemer i vandet, skal man forsøge at hjælpe fra land og ikke potentielt bringe sig selv i fare ved at springe i vandet. Man skal tale til personen og forsøge at guide og berolige, og hvis man kan række en genstand, som personen kan få fat i, eller kaste en redningskrans eller en anden genstand, som kan holde personen flydende, kan man gøre det. Slå altid alarm, hvis det er en alvorlig situation, så det professionelle beredskab kan tage over.
Brug vinteren til at træne svømme- og livredningsfærdigheder
Til dem, der endnu ikke har været i vandet for sidste gang i år, lyder opfordringen fra TrygFonden, at man bør følge baderådene og være ekstra opmærksom, når der ikke længere er livreddere til stede.
– Når der ikke er livreddere på strandene, er det ekstra vigtigt, at man altid bader flere sammen, så man kan holde øje med og hjælpe hinanden. Og når havet på et tidspunkt bliver for koldt for de fleste, er der gode muligheder for at holde svømmefærdighederne ved lige og lære livredning i løbet af vinteren. I flere end 60 svømmehaller rundt om i landet står livreddertårne fyldt med livredderudstyr, som badegæsterne frit kan låne. Det kan give mange timers leg i vandet, samtidig med at man øver sig i at redde sig selv og andre, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.
Havnebadet Aarhus Ø samt havnebadene på Fisketorvet og Islands Brygge i København holder åbent til den 31. august 2024.
Find en svømmehal med indendørs livreddertårn
Livreddertårnene i svømmehallerne er udstyret med ægte livredderudstyr til både børn og voksne samt vejledning til sjove øvelser. Her har både små og store badegæster mulighed for at prøve kræfter med livredning, og man kan øve sig i at redde sig selv og andre under trygge forhold, hele året rundt og uanset vejret. Find nærmeste svømmehal her
De fem baderåd
- Lær at svømme
- Gå aldrig alene i vandet
- Læs vinden og vandet
- Lær stranden at kende
- Slip ikke børnene af syne
Aktionstal for TrygFonden Kystlivredning 2024
TrygFonden Kystlivredning åbnede livreddertårnene på strandene rundt om i landet fredag den 28. juni – samme dag som landets skoler fik sommerferie. Frem til og med onsdag den 21. august, hvor tårnene på de danske strande igen blev lukket ned, har livredderne gennemført i alt 60.378 indsatser:
- 26 aktioner, hvor det vurderes, at en eller flere personer har været i livsfare.
- 1.364 almindelige førstehjælpsaktioner som fx snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
- 4.095 forebyggende aktioner, hvor livredderne har været ude i vandet for fx at advare folk mod at tage en luftmadras med i vandet ved fralandsvind eller at få dem til at svømme tættere på land.
- 54.893 oplysende indsatser, hvor livredderne har været i kontakt med badegæster om de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.
Røde aktioner 2024
– aktionerne involverede 46 personer
Juelsminde Storstrand, 28. juni 2024
En badegæst observerede to børn på SUP-boards et stykke uden for livreddernes primære zone. Børnene kunne ikke komme tilbage på land pga. kraftig fralandsvind. En af livredderne tog resucue boardet ud til de to piger og hjalp med at trække dem ind mod land. Halvvejs tilbage på stranden kom en båd forbi, som tog pigerne med til land.
Enø Strand, 1. juli 2024
En af livredderne observerer en mand 200 meter fra land, som giver det skarpe signal. Livredderen tager sit board og padler ud til den nødstedte, som fortæller, at han har fået krampe og ikke selv kan komme ind til land. Livredderen får manden til at holde fast i boardet og hjælper ham stille og roligt ind til land.
Nørre Vorupør Strand, 3. juli 2024
Livredderne ser et board og en kite uden person. To livreddere sejler ud til den nødstedte og får kitesurferen op i båden, cuttet linerne fra udstyret væk og konstaterer, at manden er uden bevidsthed og vejrtrækning. Livredderne påbegynder straks livreddende førstehjælp, mens livredderen på land alarmerer redningsberedskabet og gør klar til at tage imod. På land fortsætter genoplivningsindsatsen, hvor en hjerteløber med praktiserende læge-erfaring også hjælper til. Det lykkes at få gang i vejrtrækningen, inden det professionelle beredskab når frem, og da redningshelikopteren tager afsted med kitesurferen, er han fortsat bevidstløs, men med normal vejrtrækning.
Rindby Strand, 15. juli 2024
Livredderne bliver kontaktet af en hjerteløber, der mangler en hjertestarter. De kører med hjerteløberen til ulykkesstedet, der ligger i et sommerhusområde ca. 1 km fra livreddertårnet. Der er allerede ambulance, reddere og andre hjerteløbere til stede. Livredderne hjælper med hjertelungeredning og med at sikre vej for evakuering af patienten, der flyves væk med helikopter.
Gudmindrup Strand, 21. juli 2024
Livredderne observerer fire unge på SUP-boards, der driver længere og længere ud med fralandsvinden. En fra hver SUP hopper i vandet og forsøger at skubbe de to boards, mens de andre padler, men de kommer ikke tættere på land. Da livredderne sejler ud til de fire unge, er de unge rolige, men også påvirkede af alkohol. De mener først, at de godt selv kan klare situationen, men allerede efter et par minutter vil de alligevel gerne have hjælp. Livredderne sejler derfor både unge og boards sikkert ind til land.
Tornby Strand, 24. juli 2024
Livredderne er ved at pakke udstyr sammen kort før lukketid, da en badegæst informerer dem om, at to personer er fanget i et revlehul 50 meter væk fra livreddernes primære zone. Den ene livredder svømmer ud til de nødstedte, mens den anden bliver på stranden og holder overblik. Livredderen i vandet rækker en redningstorpedo ud til den første, som kan hjælpe med at holde personen oppe, hvorefter livredderen svømmer ud til den anden. Livredderen svømmer begge personer ind med assistance fra sin makker på det sidste stykke.
Tornby Strand, 24. juli 2024
Efter lukketid observerer livredderne en ældre herre på et boogieboard fanget i samme revlehul, som de mindre end en halv time tidligere reddede to badegæster væk fra. Den ene livredder svømmer ud til manden og får hjulpet ham ind til land, mens den anden livredder assisterer fra stranden.
Balka Strand, 24. juli 2024
Livredderne spotter en person uden for primærzonen, som råber og vinker efter hjælp. Ved siden af personen ligger en anden person på et windsurfboard. Den ene livredder skynder sig ud til den nødstedte, hvis ansigt er fyldt med blod. Livredderen får hurtigt manden op på sit rescue board og sejler ham ind til land. Manden er ved bevidsthed og fortæller, at han har fået masten i hovedet. Inde på land får livredderne dannet et overblik over skaderne og koncentrerer sig om to dybe sår i hovedet. De får stoppet blødningerne med flere lag gaze og forbindinger om sårene. Indtil ambulancen ankommer, bliver der derudover ydet psykisk førstehjælp til manden og hans relaterede.
Enø Strand, 25. juli 2024
Livredderne bliver kontaktet af en mor, som har holdt øje med sin dreng, der står cirka 80 meter ude i vandet. Moren er bekymret, da drengen har stået stille i et stykke tid ude i vandet. Drengen ser egentlig okay ud, men det vil ifølge livredderne være godt, hvis drengen kommer lidt tættere på land. Moren kalder derfor sin dreng længere ind mod stranden, men han råber, at han ikke kan, så den ene livredder tager et board ud til drengen. Da livredderen kommer ud til drengen, er han urolig og siger, at han ikke kan svømme, og at bølgerne er store. Drengen holder fast i boardet, mens livredderen beroliger drengen og trækker ham stille og roligt ind mod land.
Løkken Strand, 26. juli 2024
Livredderne bliver lige før lukketid ringet op af alarmcentralen, der fortæller, at der er fundet en person i vandet ved molen. Livredderne kører ud på molen, hvor badegæster har hevet en ældre mand halvt op. Livredderne får trukket ham længere op, tjekker hans bevidsthed og vejrtrækning og påbegynder derefter livreddende førstehjælp. Senere ankommer ambulancen og en læge, der efter nogle yderligere minutters forsøg på genoplivning erklærer manden død.
Palmestranden, 27. juli 2024
Livredderne observerer tre personer ved en SUP – to kvinder og en dreng. Den ene kvinde går ind til land, mens de to andre bliver ved SUP’en, som de dog har lidt svært ved at styre. De driver rundt og bliver fanget i kraftigere fralandsvind, og selvom de prøver, kan de ikke komme ind til land. Den ene livredder sejler ud til de to, der viser sig at være mor og søn, og de er begge glade for at få hjælp.
Fredericia Østerstrand, 28. juli 2024
Livredderne observerer en ung mand, der er på vej ud i vandet lidt uden for livreddernes primære zone for at hente en yogamåtte, som er blæst ud i den stærke fralandsvind. Manden har svært ved at komme ind til land igen, så den ene livredder tager sit board ud til den nødstedte. Manden tager fat i boardet og er meget afkræftet, så livredderen padler ham ind til land. Manden er ok, men har slugt lidt vand og hoster lidt, så livredderne kontakter alarmcentralen, der beder manden og hans bror, der har været med på stranden, om at holde øje med hans vejrtrækning og luftveje resten af dagen.
Løkken Strand, 30. juli 2024
Tre aktioner, hvor i alt 10 personer blev reddet ud af revlehuller.
- Et ældre par spottes i et revlehul nord for livreddernes primærzone. Livredderne vurderer, at de to personer ikke selv kan komme tilbage til stranden. En af livredderne tager et rescue board ud i vandet og får trukket den meget afkræftede mand og kone ud af revlen. De følges tilbage på stranden, hvor de får en snak med livredderen om revlehuller, og der ydes psykisk førstehjælp.
- En far og søn spottes i et revlehul nord for tårnet, hvor der tidligere var to personer i vanskeligheder. Livredderne vurderer, at de to personer ikke selv kan komme ind til land. En af livredderne tager rescue boardet ud og får trukket drengen og faren ud af revlehullet og tilbage til land. På stranden ydes der psykisk førstehjælp, og de får en snak om revlehuller.
- Da livredderne forlader stranden efter at have lukket livreddertårnet, spotter de en gruppe på fem børn og én voksen, som befinder sig samme revlehul, som tidligere på dagen har voldt andre badegæster problemer. Tre af børnene bliver guidet tilbage på land af én af livredderne, men den voksne, som prøver at holde de to mindste børn oppe, kan ikke selv komme ind til land. En af livredderne svømmer ud til dem og bærer det ene barn i land, mens moren og det andet barn bliver guidet ind. Livredderne tager imod dem begge i vandkanten og sørger for kuldeindpakning. Efterfølgende fortæller livredderne alle seks badegæster om revlehuller og taler med dem om oplevelsen. To af børnene fortæller, at de har slugt en del vand, og efter at have tjekket deres vejrtrækning og evt. komplikationer beder livredderne den voksne om at kontakte 1813, hvis børnene får det dårligt efterfølgende.
Marielyst Strand, 30. juli 2024
Livredderne alarmeres af Forsvarets redningstjeneste, der har fået en melding om, at et badedyr med to børn på er drevet meget langt ud i vandet et stykke op ad stranden, samt at en voksen er svømmet ud efter børnene. En af livredderne sejler ud i båden og ser badedyret langt ude i vandet, men der er ingen personer på. Livredderne informerer redningstjenesten, der iværksætter en redningsaktion med redningshelikopter og redningstjenestens egen båd. Livredderen sejler tilbage mod land med badedyret, da ejeren potentielt kunne være i nærheden. Livredderen finder ejeren på land, som oplyser, at der ikke har været personer på badedyret. Livredderne melder det til redningstjenesten, som afblæser eftersøgningen.
Rørvig Strand, 31. juli 2024
Inden livredderne åbner livreddertårnet kl. 10, bliver de alarmeret af Forsvarets redningstjeneste, som beder om hjælp til at finde en formodet druknet mand. Manden findes bevidstløs og uden vejrtrækning. Livredderne hjælper med at yde hjertelungeredning samt med flytning af patienten til redningshelikopter, der flyver mod hospitalet.
Løkken Strand, 3. august 2024
Livredderne spotter en far og datter i en revlehul nord for livreddernes primære zone. En af livredderne tager ud på rescue boardet og hjælper dem begge i land. Far og datter er begge to tydelig afkræftet. På land informeres de om, hvad et revlehul er, og hvordan man skal agere, hvis man bliver fanget i et.
Brøndby Strand, 4. august 2024
Livredderne observerer fire personer på vej på vandet på en mega-SUP. Livredderne informerer personerne om svag fralandsvind, men de fire tager alligevel SUP’en ud. De driver hurtigt ud fra livreddernes primærzone, og livredderne observerer på et tidspunkt, at personerne på SUP’en har problemer med selv at padle ind mod land. Personerne vinker med padlerne, og én af livredderne beslutter sig for at sejle ud til dem i båd. Livredderen når ud til SUP’en, og de fire personer virker trætte og konstaterer, at de har brug for hjælp. To af personerne kravler op i båden, mens de to andre bliver liggende på mega-SUP’en. De bjærges stille og roligt tilbage til land, mens livredderen fortæller om fralandsvind og dens konsekvenser.
Lakolk Strand, 6. august 2024
Syv eftersøgninger af børn på samme dag – to af børnene var sidst set i vandkanten:
- Livredderne deltager med livredderbåden i en træning med redningshelikopteren. Under øvelsen kontakter en tysk badegæst livredderen i tårnet og fortæller, at hans barnebarn på 10 år er blevet væk ca. 500 m syd for livreddertårnet. Barnet er sidst set i vandkanten og har været væk i 45 minutter. Livredderen kontakter redningshelikopteren, der flyver hen over området, mens livredderne i både søger fra vandet. Livredderen på stranden går med bedstefaren langs stranden og finder drengen på land. Eftersøgningen afblæses, og livredderen fortæller bedstefaren om badesikkerhed og opfordrer til at aftale et mødested med barnebarnet og aldrig at slippe børn af syne.
- Efter at livredderne har haft seks eftersøgninger af børn, henvender en mor sig til livredderne. Hun kan ikke finde sin 10-årige søn, som hun sidst har set 1,5 time tidligere ca. 150 m syd for tårnet. Både faren og moren leder efter sønnen, og livredderne beder den ene om at gå tilbage til deres plads på stranden, hvis drengen skulle vende tilbage dertil. En af livredderne tager megafonen og kalder ud til badegæsterne i vandet om den forsvundne dreng. Der er mange tusinde mennesker på stranden, og moren kan derfor ikke selv finde tilbage til deres plads. Efter noget tid kommer drengen løbende hen til moren og den ene livredder. Livredderne opfordrer efterfølgende forældrene til altid at holde øje med børnene samt at aftale et mødested, hvis man bliver væk fra hinanden og udpege pejlemærker på stranden, når man finder en plads, så man altid kan finde tilbage.
Henne Strand, 8. august 2024
To aktioner på samme dag:
- Livredderne observerer en person i vandet, der føres med stærk sidestrøm og herefter udadgående strøm. Personen forsøger selv at komme tilbage på land, men det lykkes ikke. En af livredderne hopper i vandet med redningstorpedoen, mens de to andre livreddere assisterer fra land. Den nødstedte person, som virker forskrækket og træt, hjælpes tilbage på land, og livredderen fortæller ham om vandsikkerhed og revlehuller.
- Kort tid efter observerer livredderne fire kvinder i vanskeligheder, der svømmer samme sted som den mandlige badegæst, der lige er hjulpet i land. Livredderne hjælper to af kvinderne ind ved hjælp af redningstorpedoen, men de andre to guides tilbage til land. Livredderne taler med de fire kvinder om vandsikkerhed og revlehuller. Livredderne stopper efterfølgende flere badegæster fra at bade i revlehullet.
Marielyst Strand, 10. august 2024
En badegæst kontakter livredderne om to personer på SUP i fralandsvind ca. 3 km nord for livreddertårnet. Umiddelbart efter kontakter redningstjenesten livredderne og beder om hjælp til at få de to personer i land. Den ene SUP’er er iført en rød redningsvest, som svagt kan anes fra land. To livreddere sejler ud i båd til de to personer, som er afkræftede, men ved godt mod. De har forgæves forsøgt at padle mod land i 1-2 timer. SUP’erne bliver sejlet tilbage til land, hvor de får juice og psykisk førstehjælp. Livredderne kører de to personer 1-2 km ned ad stranden, hvor de mødes med deres bekymrede familie.
Sønderstrand, 12. august 2024
To livreddende aktioner på samme dag:
- En pårørende til en badegæst henvender sig i livreddertårnet, da hendes far ligger i et revlehul et stykke uden for livreddernes primærzone og kæmper med at komme ind. En af livredderne tager boardet ud til manden, der i første omgang fortæller, at han godt selv kan komme ind. Livredderen bliver i vandkanten og observerer, at manden fortsat forsvinder længere og længere ud fra stranden. Livredderen tager rescue boardet og hjælper manden ind på land.
- Livredderne spotter en dreng i samme revlehul, som de tidligere har reddet en mand ud af. Drengen svømmer ind mod stranden, men kommer ikke frem. Han bliver tydeligt afkræftet, og én af livredderne tager boardet ud til drengen og hjælper ham tilbage på land. Pga. flere badegæster i problemer i revlehullet hejser livredderne det røde flag for at advare om farlige forhold i vandet, og de lukker badezonen, hvor de holder øje. Livredderne taler herefter med badegæsterne om faren ved revlehuller.