– Jeg ved ikke, om jeg bliver moderne igen – men jeg anser det for meget sandsynligt, nu hvor f.eks. plisseret nederdel atter er fremme. Det burde jo aldrig være sket for så usexet et klædningsstykke, men sådan kan vi jo alle være heldige omkring noget smagsforvirring.
Sådan siger Kjeld Torbjørn, nordjysk sanger, sangskriver, entertainer, revyforfatter og journalist, der onsdag den 31. marts kan fejre sin 75 års fødselsdag. Det gør han privat i dybeste stilhed – men han og hans Slåbrock Trio markerer til gengæld begivenheden med et splinternyt album. Med den selvironiske titel ”Alt bli’r moderne igen”.
– Vi har jo haft god tid til at skrive og indspille nye sange i de mange måneder, hvor vi ikke måtte give koncerter. Og så vil jeg da også gerne understrege, at jeg trods alderen endnu ikke synger på sidste vers – syv-ni-tretten!
– Jeg er ikke og har aldrig været til store fester og den slags, siger Kjeld Torbjørn. Men jeg længes meget efter at komme ud og optræde og underholde vores publikum. Så vi har altså brugt tiden på at producere det ny album, der udkommer både digitalt hos diverse streaming-tjenester og som gammeldaws fysisk CD – i et begrænset antal. Men fra og med min fødselsdag kan den forudbestilles hos Gateway Music via pladeselskabets hjemmeside: https://gatewaymusic.dk/
Selve udgivelsesdagen er sat til 14. april.
CDen rummer 13 sange, og nogle er mere Slåb end Rock – andre er mere Rock end Slåb. Vi synes selv, det er en afvekslende CD, og vi har ikke forsøgt at tilfredsstille andre end os selv. Vi håber, publikum vil tage godt mod skiven med sange om stress, genbrug, aldersrelateret sygdom, gammeldags mad, vejrudsigter og meget mere. Alt med et glimt i øjet. Der er – næsten – ikke et ord om kærlighed.
Det er Ole Albrechtsen, der har produceret, og det er også ham og hans søn Torkild Mørch Albrechtsen, der udgør Slåbrock Trio. De har god hjælp undervejs af en række dygtige, lokale musikere.
Kjeld Torbjørn grundlagde i 1974 det legendariske Slåbrock Band, som huserede på hitlister og live i en halv snes år med sange som ”To gears Diesella”, ”A er så glå ve dyjr” og ”Kilroy Was Here”. Bandet udgav tre LPer, der i alt solgte langt over 100.000 eksemplarer. Siden arbejdede Torbjørn som journalist på bl.a Vendsyssel Tidende, Aalborg Stiftstidende, Horsens Folkeblad og Danmarks Radio.
I branchen er han kendt for i 1980erne og 90erne at være frontfigur inden for avisdesign og visuel formidling, hvilket indbragte ham 25 priser i danske, nordiske og internationale konkurrencer. Prisbelønnet blev han også for DR-programmer som det satiriske ”Skævbideren”, ”Naturligvis” om nordjysk natur, ”Torbjørn morgenbord” med kendte som ukendte gæster samt landsprogrammet ”Møde ved motorvejen”.
I tiden som DR-ansat udgav han to bøger med humoristiske shortstories.
Gennem de seneste 15 år har Kjeld Torbjørn været en flittig leverandør af tekster til landets mange revyer fra Cirkusrevyen over Nykøbing Falster og Sønderborg til Hjørring, og han var i 2015 nomineret som årets tekstforfatter ved Revyernes Revy.
I 2008, gik Torbjørn på efterløn – og fik lysten til musik tilbage. Han har nu i 13 år optrådt med sin Slåbrock Trio og udgivet tre albums.