Programmet er klar hos Lønstrup Café Bio, hvor tovholderne glæder sig til at vise en perlerække af gode film.
Desuden er der traditionen tro både livestreamede foredrag fra Aarhus Universitet, opera, fællesspisning, musik og to foredrag, hvor foredragsholderen er en lokal ildsjæl.
Der er ikke børnebiffen i denne omgang, men til gengæld vises en klassiker i spillefilmslængde. Mere om den i et senere.
De første 14 dage er der dog kun film på programmet – nemlig den nye film Hammarskjöld. EKKO skrev, at vi ser Mikael Persbrandt i sit livs karismatiske rolle (og det siger ikke så lidt!) og giver filmen 5 ud af 6 stjerner. Læs mere herunder.
Det nye program vil på grund af ferie først være at finde på hjemmesiden i løbet af næste uge.
Hammarskjöld
Filmen er Per Flys anmelderroste portræt af FN’s tidligere generalsekretær Dag Hammarskjöld.
Med Mikael Persbrandt storspillende i titelrollen skildres hans bestræbelser på at skabe fred i verden og de mystiske omstændigheder omkring hans død i et flystyrt i 1961.
Med stærke præstationer og en gribende fortælling udforsker filmen temaer som magt, integritet og international politik.
Sverige, 2024, drama, 1 time 44 minutter, instruktion: Per Fly.
Vises den 4, 5, 6 og 8 samt 11, 12, 13 og 15/9 kl. 19.30.
Lønstrup Café Bio er en forening, drevet 100% af frivilig arbejdskraft. Hvis du ikke allerede er medlem kan du blive det ved at klikke her. Så er du med til at bevare en perle i Lønstrups og hele Hjørring kommunes kulturliv.