For femte år i træk udgiver Hirtshals Handel & Erhverv (HHE) deres populære “Til og Fra-kort”, men i år inviteres alle til at deltage i en spændende konkurrence om årets motiv.
Tidligere har HHE haft smukke motiver skabt af kunstnerne Inger Mortensen, Laila Pallisgaard og Ninne Nielsen. I år åbner de op for kreativiteten og giver alle mulighed for at indsende deres bidrag.
Det eneste krav er, at bidraget skal være en tegning eller et maleri – ikke et fotografi. Motivet må gerne indeholde noget, der afspejler Hirtshals og dens særlige kendetegn.

Handelschef Per Martensen ser ofte kunstværker fra både professionelle kunstnere og private kreative sjæle på Hirtshals’ kunsthåndværkermarkeder og udstillinger.
– Vi har mange talentfulde personer i vores område, og jeg er overbevist om, at både de professionelle og de private kan skabe et fantastisk motiv til årets julemærke, siger Per Martensen.
Kortet bliver produceret i 10.000 eksemplarer og kan erhverves, når man handler i de forretninger, der er medlem af Hirtshals Handel & Erhverv. En oversigt over disse forretninger findes på vores hjemmeside www.hirtshals.dk
Vinderen af konkurrencen modtager et gavekort på 1.000 kr. til Hirtshals Handel & Erhverv.
De indsendte bidrag vil blive vurderet af en bedømmelsesgruppe bestående af:
- Lene Kruse Jensen, Havkyst og bestyrelsesmedlem i Hirtshals Handel & Erhverv
- Ib Grønbech, vendelbosanger og Hirtshals-dreng
- Laila Zielke, Hirtshals Turisme
- Ditte Gerstrøm, Hirtshals Havn
For yderligere oplysninger eller aflevering af tegning/maleri, kontakt handelschef Per Martensen mobil 27 52 18 78.
Hirtshals Handel & Erhverv glæder sig til at se de kreative bud på årets julemærke.
Praktisk Information:


