Fredag den 6. september går tusindvis af frivillige over hele landet ud for at dele Verdens Bedste Nyheder. I Hjørring deler fem frivillige fra Soroptimist International Hjørring papiravisen med de gode nyheder ud på Hjørring station fra klokken 7-9.
Midt i den ene globale krise efter den anden er det godt at vide, at verden også er fuld af fremskridt og håb. Vi hører måske bare ikke nok om dem. Det er budskabet, som tusindvis af frivillige går på gaden for at minde danskerne om med Verdens Bedste Nyheder.
I vores område foregår det efter denne plan:
Hjørring Banegård (07:00-09:00)
Sæby Busterminal (06:30-08:30)
Brønderslev Bibliotek (hele dagen
Føtex Frederikshavn (07:00-09:00)
Frederikshavn busterminal (07:00-09:00)
På tværs af geografi og politisk ståsted går foreninger, udviklingsorganisationer, erhvervsliv, skoler, politikere og private fredag på gaden med Verdens Bedste Nyheder. For første gang er der endda uddelinger i alle landets 98 kommuner. Det gør de for at give danskerne håb og et nuanceret billede af verden.
– Det er vigtigt, at vi også retter vores opmærksomhed mod de mange fremskridt, der sker rundt omkring i verden. For det minder os om, at det er muligt at skabe forandring, og det giver håb for fremtiden, siger Thomas Ravn-Pedersen, chefredaktør for Verdens Bedste Nyheder.
– Vi skal huske at glæde os over løsningerne og alt det, der rent faktisk lykkes. Og dele den viden med hinanden, Jo flere der ved, hvilke fremskridt og løsninger verden byder på, jo flere kan bidrage til, at de bliver ført ud i livet, siger chefredaktøren.
I år er det 15. gang, at der bliver uddelt en fysisk papiravis med Verdens Bedste Nyheder til danskerne på togstationer, ungdomsuddannelser, skoler, biblioteker og pladser med mange forbipasserende i morgentimerne.
Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie – stiftet som en selvstændig forening af FN, de danske udviklingsorganisationer og det danske erhvervsliv. Mediet laver konstruktiv journalistik og kampagner om fremskridt og løsninger på verdens udfordringer.
Det er en non-profit organisation, og mediets midler kommer primært fra Finansloven, medlemskontingenter og fonde.
Om Soroptimist International
Soroptimist International er et verdensomspændende netværk af kvinder i erhverv, der arbejder for menneskerettigheder via praktiske projekter for alle og bidrager til at forbedre kvinders og pigers vilkår og for international forståelse og venskab.
Du kan besøge Soroptimist International Hjørring.
Jeg, denne artikels skribent, var så heldig at være lokal koordinator på uddeling af Verdens Bedste Nyheder på banegården i Hjørring i 2013 og i 2014. Herunder gode minder…