Søren Pedersen og Søren Herred Hansen havde forleden inviteret direktør Michael Vendelbo fra Erhverv Hjørring til at høre om Jyske Banks bud på den moderne bankverden.
– Det er tydeligt, lige fra man træder ind i af døren i Jyske Bank i Østergade, at det er engagerede medarbejdere der arbejder her. Man bliver mødt af et “Velkommen”, et stort smil og en stor kaffestation, som har afløst den klassiske skranke, vi kender fra tidligere, fortæller Michael Vendelbo.
Den tilgang skinner ifølge direktøren fra Erhverv Hjørring igennem i hele afdelingen, lige fra de store runde arbejdsstationer, som medarbejderne sidder ved, til mødelokalerne, der alle er forskellige, fulde af farver og redskaber, der understøtter samtalerne, ja, helt ned i kælderen kan man se ånden i Jyske Bank, idet der er indrettet en stort lokale til medarbejderne, hvor de kan hygge om fredagen, snuppe et spil pool i pauserne eller holde et socialt arrangement.
– Søren og Søren fortalte også meget om den seriøse side, om bankverdenen, om hvordan de bevidst arbejder med det lokale, både for virksomhederne, privatkunderne og foreningerne, der er i byen. Blandt andet som når de støtter op om Byfesten, som Hjørring Handel arrangerer, tilføjer Michael Vendelbo.
Når de har kundemøder i erhvervsafdelingen, så er det næsten ALTID ude ved kunden. “Vi har jo brug for at få savsmuld under neglene,” lyder det fra Søren Pedersen. “Ellers kan vi jo ikke holde fingeren på pulsen.”
– Og så udfordrer de deres kunder, de engagerer sig og de forsøger at gå den ekstra mil, for at sikre, at det er den bedste langsigtede løsning, som bliver valgt.
Der er fire afdelinger i region nord, som tæller Hirtshals, Frederikshavn, Brønderslev og Hjørring. På landsplan er der 30 afdelinger i alt med ca. 500 medarbejdere og hele 40.000 kunder.
Lokalt er de især store på fiskeriet, hvilket tydeligt ses med Jyske Banks engagement ikke mindst i Skagen og Hirtshals.