Søndag den 29. september inviterer Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Sindal til en naturskøn gåtur i den smukke Bøgsted Plantage fra kl. 10 – 14.
Turen starter ved “Skovbo”, Skovbovej 151, Astrup, 9800 Hjørring, hvor der er gode parkeringsmuligheder samt adgang til toilet.
Naturvejleder Jakob Kofoed fortæller om de meget gamle egetræer og Skovboegen, som er Vendsyssels ældste træ, cirka 450 år gammel.
Første del af turen er på 3,5 kilometer og går gennem skoven, over skovengen og til det fredede område med skovsøen, hvor der græsser muflonfår.
Det er muligt at gøre turen kortere for gangbesværede ved at undlade turen over engen og omkring skovsøen.
Vel tilbage på “Skovbo” serveres der pølser med brød, en øl eller sodavand samt kaffe og te.
Efter frokost fortsætter turen gennem skoven og forbi hovedgården Bøgsted. Her fortæller Jakob Kofoed kort om gårdens historie. Tilbageturen går forbi en flot skovsø og er på cirka 2,5 kilometer.
Prisen for deltagelse er 50 kr. for voksne (fra 12 år), mens børn under 12 år deltager gratis. Mad og drikke er inkluderet i prisen.
Overskuddet fra arrangementet går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses livsvigtige arbejde.
Husk påklædning efter vejret. MobilePay kan bruges.
Der er ingen tilmelding.
Hej.
Det lyder hyggeligt…😊 må man ha en lille hund med, som selvfølgelig er i snor..?
Vh
Karen Ida