På Bispetorvet i Hjørring er medarbejderne i delikatessen hos føtex i fuld gang med forberedelserne til forsøget på torsdag at slå ny rekord i antal solgte smørrebrød på én dag.
– I 2023 solgte vi i hård konkurrence med andre varehuse 11.841 styk frisksmurte smørrebrød på én dag, og det er helt klart en rekord, vi går efter at slå i år. Så sæt i kalenderen torsdag den 19. september, for dér skal du invitere familie og venner på lækkert smørrebrød. Hjælp os med at give vores kollegaer baghjul igen i år.
Det siger varehuschef i føtex Hjørring, Morten Kjær, som glæder sig over, at butikken også sælger rigtig mange smørrebrød hver dag. Dog ikke så mange som forventet torsdag.
– Vores dygtige medarbejdere er torsdag klar med masser af lækre smørrebrød til ekstra skarpe priser til kun 12 kroner stykket. Kig forbi delikatessen mellem klokken 10-17 og vælg dine favoritter, eller find dem i delikatessens køler hele dagen, hvor de kan købes uspecificeret.
Der vil i føtex Hjørring være pakket smørrebrød i butikken fra klokken 7 og betjening fra klokken cirka 9. Der tages kun imod forudbestillinger på 50 styk eller flere – ellers er det ikke til at holde styr på.