I anledning af Arkitekturens Dag 2024 inviteres alle interesserede til indvielse af et formidlingsprojekt om Hack Kampmanns bygninger mandag den 7. oktober kl. 16 på Dronningensgade 32, 1 sal i Hjørring.
Projektet er realiseret i samarbejde mellem initiativtager og projektleder Charlotte Helsted, FBL-Hjørring, Vendsyssel Historiske Museum og Hjørring Kommune. Eftermiddagens program vil indeholde: taler af de fire samarbejdspartnere – præsentation af skilte og tilknyttede hjemmeside – et lille traktement.
Hack Kampmann (1856-1920) er en af Danmarkshistoriens kendteste arkitekter. Han voksede op i Hjørring og har tegnet og fulgt opførelsen af ni bygninger fordelt i Hjørring, Sindal og Lønstrup.
Disse bygninger er nu hver især blevet smykket med et lille skilt med navnet på arkitekten, opførelsesåret og den funktion, bygningen blev opført til.
Af hensyn til traktementet ønskes tilmeldingen på formanden@fblihjoerring.dk senest tirsdag 1. oktober.